Aha! 2: Mindst to på vejen

 

I celloens dybeste klange,

i saxofonens melankolske klage,

i fotoets frysning af materiens lag

ligger det rum, 

hvor sind, krop og sjæl er i balance

Trekanten drejer om akslen

Den akse, hvor tanker forbindes

med Skaberens visioner

Hjertet danser, 

hjernen snubler

og øjenlys krydser slørene 

i alfælles gensyn med det mistede

Kamete

Copyright

Aha! 1: Når pråsen går op

 

 

Kompassets tågede kurs

skærpes på den rundforvirrede stjerneplads

Pludselig kender jeg det igen, det mistede, 

som aldrig var borte,

det rum, hvor tanker forbindes 

med skabelsens essens

Dette øjeblik at forstå

at livet er summen af alle ting;

større end selve fantasien,

stort, som det største Skaberen har skabt

Her i dryp at ane 

DET som har været borte,

det ændrer for altid kraften i mit liv.

Kamete

Copyright 

Nu ved vi

Forstår vi nu?
Nu?...

Filtrene har holdt
det ultimative borte
Selv efter sidste pust

Dødens gardin blafrer
i barmhjertighed

Blegheden
Allerede så fremmed
og ikke mere af denne verden

Pludselig -
som vingernes nedadgående spiral -
ANSLAGET

Freden
Men det er DIN fred
Vi, der er tilbage,
beholdt uroen

I kisten
kun plads 

til krydsede hænder
Vi andre 

bøjer hovedet
og knuger armene over kors

Kamete

Copyright

Kalder flightcontrol

 Og pludselig er det flyvedag.

Lyset skifter, himlen buldrer.

Og et eller andet specielt er

der ved vinden og opvindene.

Pludselig flokkes ikke bare

mågerne, men stærene fletter

flyveflok. Hvordan i alverden

holder de afstand, så de ikke

braser ind i hinanden?

Kamete

Copyright