Bovbjerg og Vestlandet på kanten af Evigheden
Måger i flok
som konfetti fra en skyskraber.
Klinten rejser sig
grå og almægtig
over havet.
Bestemmer over vinden.
En haglbyge fråder det brusende hav,
og opdriften herfra
holder fugle og
og drageflyvere
svævende.
Det piskende vand slås opad
og efterlader et stillerum omkring mig.
En helle til eftertænksomhed.
Her står jeg ovenover mågerne
på kanten af jorden og aftenlyset
og skuer mod en fjern horisont.
Tanker
såvel som fugle og drager
må have opdrift
for at svæve.
Jeg har tabt mit hjerte
til dette land mellem himmel og jord -
og jeg ved nu
at dette er stedet,
hvor tanker, der fødes,
får vinger
og svæver til verdens ende.
En lærke foroven.
Et vippende græsstrå.
En forårssol på tværs
i et medlys
der lover befrielse, mens drønet fra livsaltet
ruller ind mod min strand.
Overvældende idag
som i tidernes morgen.
De opslugte skibsvrag
med tusind-års tavse historier
og alt vores skrald
og vore uhumskheder
blev dækket til
ved Skaberens nåde.
Jeg ser derud,
hvor alt menneskeskabt
er skjult
under et sølvspejl.
Dér finder mit øje hvile
og min sjæl sin ro.
Åh, Gud!
Hvor er jorden dog smuk
i al sin enkelhed.
Lad os huske på det
før havet bliver rødt.
Med en lidt anderledes indfaldsvinkel, vil jeg gøre opmærksom på, hvorfor det vil være så kritisk for os her i Vestlandet at få en havmøllepark derude, hvor havet med sit sølvspejl - eller sin fråde - giver øjet sin ro:
Vestlandet, som vi ynder at kalde dette stykke af Danmark syd for Thyborøn rækkende ned forbi Fjaltring, er et stykke land, hvor vi ikke har så meget, vi kan bryste os med - bortset fra en fabelagtig natur. En helt unik natur, der ikke findes magen til andre steder.
En natur, hvor øjets vidsyn rækker længere og mere uhindret end andre steder i Danmark.
En natur, som vi er så stolte af, og som trækker massevis af turister til fra resten af landet og fra udlandet.
Alene skrænterne ved Bovbjerg Fyr besøges af op mod 40.000 mennersker om året. De kommer for at se derud, hvor kun havet taler.
Områdets egenart trækker kunstnere til langvejs fra både indenfor malerkunst, musik og det skrevne ord på grund af sine helende og skabende egenskaber. Sit kreative udtryk.
Vi har snart ikke et sted i Danmark, hvor øjet kan finde ro. Hvor sjælen finder hvile. Og hvor tankerne får plads til at være uforstyrrede.
Det kan man finde herude.
Som lokal fastboende fuldtidsnyder af alle disse kræfter - og på alle de mennesker vegne, som valfarter hertil for at nyde roen, vil jeg på det kraftigste anmode om, at man ikke spolere denne magi med endnu en gang menneskabte maskiner.
Den visuelle uro er mindst lige så skadelig for menneskers psykiske velbefindende som støjgener.
Havvindmøller? Måske. Men ikke ud for det sted i Danmark, hvor øjet rækker længst og ser dem tydeligst. Hvor vores valuta tælles i naturoplevelser.
Kamete
Copyright
