Lige nu spirer livet overalt i naturen, og aftenerne bliver lysere og lysere.
Snart er vi midt i disse gækkende, mystiske nætter, hvor lyset ikke svinder helt -
hvor aftenstjernen viser sig tindrende på en lysegrøn, rosa, gylden himmel
og duften af nat beruser. Denne tid er så kort, så kort. Vi må suge den til os,
så vi formår at holde den fast indvendigt gennem de mørke, knugende vinternætter.
Hvad har gjort hvælvingen så stor?
Kan en nat være alle farver
på en gang?
Sølvrøde blåliglys.
Måneblanke tanke.
Ene i matblank luft.
De klingende vibrationer kildrer
i mine næsebor.
Her står alt stille,
lugter som Paradisets enge...
Havets puls er de ord,
som alle før mig har sagt.
Og jeg hører dem gennem min hud
og forstår dem.
Musen over sandet ser jeg
med mit hjerte.
Det, jeg smager med mine øjne,
er min natmad.
Da jeg sad her sidst,
var det vinter.
Også dengang
var havet stille for en stund.
Knuget af iskappens tonstunge panser
holdt det fri fra kamp.
Men jeg vidste,
at snart igen,
med et brøl og en jamren
ville kæmpen gå amok!
Løfte dette spændjern
som var det ingenting.
Vride disse masser
som var de skrotjern.
Knække dem, som var de tændstikker!
Kamete
Copyright
