RavMod

Før turen var kaniner små, bløde væsener i bur.

Nu har jeg hele tre gange siden på bare 2 uger fået sat lighedstegn mellem øen Endelave og kaniner.
"Endelave...åh, ja, så I nogen kaniner"? spørger folk og nikker, mens smilet breder sig vidende ud over ansigtet.

Vi så nu ingen kaniner på Endelave, ikke een.
Men da jeg så i går fra "den anden side" blev præsenteret for billedet af kaniner, vidste jeg besked: Ahh, der refereres til Endelave! Sådan er der så meget forunderligt i verden, og viden erhverves ad de mest overraskende veje og kanaler.

Ellers er Endlave i denne histories sammenhæng blot det sted, hvor vi skulle spise frokost.

Det blev en helt fantastisk dag, onsdag d. 1. juli 2015. Min datters 27-års fødselsdag.
Ugen inden var der varslet hedebølge og sommervejr netop disse dage. Helt uden meteorologisk tviv. I sig selv sjældent...Og det i en sommer, der ellers er den sureste og koldeste i mands minde.
Og sådan blev det: Det perfekte flyvevejr til den tur, som min datter og søn havde foræret deres mor i fødselsdagsgave.

Er man lidt spændt, når man skal op med sådan en lille næse-propeller, hvor der kun er plads til piloten og 3 mere ?
En anelse, indrømmet, og forventningens pulseren og glædens spurten omkring i kroppen gjorde kinderne røde af mere end varmen.
Det er trods alt godt at være SAMMEN på eventyr, een for alle og alle for een!

Esben har været ude for at varme maskinen op, og den kommer jumpende som en anden græsslåmaskine hen over græsset, over til os, til det sted, hvor vi skal stige på.
Men først skal der tisses af inde i motorflyveklubbens klubhus, hvor også flyvekortet og den påtænkte flyverute præsenteres: Mod øst over land til kysten og ud over Samsø. Kigge, om der er noget interessant at se fra luften.
Nogen ønsker?
Og landing på Endelave.

Det har jeg ikke prøvet før: at kunne ønske, hvad jeg gerne vil se fra luften...
Så skal jeg som den, der har fået gaven også have maskinen præsenteret, som man gør det med den fineste, velpudsede, veltunede motorcykel:
4 brændstoftanke. Haleror og sideror. Næsehjul. Alt fungerer, som det skal og tankene har brændstof nok til en meget længere tur, end vi har planlagt, selv om de ikke er helt fulde...Det lyder betryggende.

Billund lufthavn ser meget lille ud fra denne jordnære vinkel, og jeg tænker på, om det græs derude er vores startbane? Med piloterne fra anden verdenskrig i tankerne og deres læderkyser, spørges forsigtigt ind til, om der mon bliver koldt deroppe? Det mener piloten ikke, og han forbliver da også uforknyt i sine shorts og de sommerlige bare arme. Jeg derimod beholder for en sikkerheds skyld jakken på.
Og så skal vi pakkes sammen i maskinen. Taskerne stuves ind bagi. Ungerne kravler først over vingen. Sikkerhedsseler spændes, høretelefoner trækkes over ørerne og så Mutti ind til sidst.
Alle kryber vi sammen som i en sardindåse, hvor der jo også viser sig at være fin plads til alle sardinerne!

Det er allerede varmt i kabinen og under jakken, selv om Esben viser, hvordan luftdysen kan vendes ind mod ansigtet ved behov.
Da vi senere lettede igen efter frokosten, lå jakken bagi!

Alle fastspændt? Ja! Kan vi høre hinanden? Sidder I godt?
Ja!
Hedens hovedpine lurer i panden. Men kun sådan lidt ubestemmeligt.
Det ville være godt med noget vand, men vandflasken trillede ind under sædet, da kroppen krængede sig ned gennem den lavtliggende, mikroskopiske åbning.

Tjeklisten til alt det tekniske gennemgås punkt for punkt, mens maskinen gasses op, og motoromdrejningerne raser gennem høreværnet fulgt af en hidsig rysten gennem sædet. Så falder sædet til ro igen. Duften af brændstof slår ind udefra. Er der lidt puls i halsen mon? Lidt ekstra tørhed i munden, måske? Ihvertfald forventningens finurlige smil, mens kameraet gøres klar.

"Deres" på "mission billedreporter" starter reportagen...

Esben virker cool og kompetent der ovre under solbrillerne. Godt så!
Og man kan godt lige se jorden ud til siden mellem vinduesrammerne. Fremadsynet i flyveretningen er blokeret af instrumenter, forekommer det.
Det er nok kun passagersædet, der har det der begrænsede udsyn, tænkes. Ved nærmere betragtning ses ingen forskel på de to forsæder, og der er både pedaler og styrepind herovre i min side - "du er jo co-pilot" siger Esben grinende.
Jow, smiler jeg. Det med at flyve må jeg så se at få lært i en rasende fart... Og du skal ud først, før nogen af os andre kan komme ud af maskinen - i tilfælde af en nødsituation, fortsætter Førstepiloten...
Jow, igen!
Jeg har jo set det på film, når man nødlander på vand og sådan...
Og er sikker på, at jeg stadig kan bevæge mig i raketfart i en nødsituation, selv om tempoet helt sikkert er skruet ned i det daglige, rundt i stuen og sådan...

Så er vi klar - der meldes til kontoltårnet gennem mikrofonen i headsettet, at vi starter - det hele ganske professionelt, selv om det er kollegerne, der sidder i tårnet og giver direktiver til flyvningen. Delta Tango. Det forstår selv co-piloten...
Og så ryster maskinen igen, og motoren drøner, kameraet står på video, mens den rigtige, store landingsbane først skridtes af, senere sparkes bagud i højere og højere tempo.
Så er vi på vingerne og kontroltårnet forsvinder dernede, mens det grønne Danmark i små uegelmæssige firkanter bevæger sig lydløst afsted i lange duvninger.

We´re in the air!!. Wauuu!
Vi taler dæmpet med hinanden over mikrofonerne.
Ubeskrivelig, bevægelig klarhed en fantastisk solskinsdag fra oven.
Danmark i grønt og blåt. Og husene i vaskebræt.
Og bilerne dernede, de bliver mindre, men er stadigvæk tydelige.
Maskinen duver fredeligt, mens horisontlinien stiller sig skråt. Det bumper blidt op og ned - så føles et sug i maveregionen og et tryk mod bagdelen. Dagen og lyset er enestående, følelsen af noget STORT vælder op og indsnævrer verden til en lille intim kabine med 4 mennesker tæt forbundne af elektronik og et storslået panorama udenfor.

"Happy Birthday to you - Idag er det Stines fødselsdag!" lyder det over æteren.
"Og det her er MODEREN", skråler jeg hæst! Vi griner og hujer - og så er vi ude af Billunds frekvensområde.

Billederne har fanget det meste, da dagen er slut: Kalø Vig Slotsruin, hvor vi for nylig drak champagne i forårssolen og fejrede Tues fødselssdag; hans kolleger kaldt op på taget af den store bygning på havnen, mens vi flyver forbi; badegæsterne, der vinker - og vi heroppe som konger over masserne.
Historien fortsætter østpå, ind over Tunølejren, Samsø og meget mere. Så Endelave med kaninerne og lånte cykler til kroen. Alle fire. Stjerneskud med både stegt og kogt - lokale fisk, bedyrer den unge servitrice.
Esben bruger sin dag sammen med os, den søde mand... Piloten tager dog en morfar under vingen. mens vi kaffer den på havnen.
Vi letter sikkert igen som flyveveteraner efter passende tid på øen. Og her er startbanen af græs og meget kort og heldigvis helt uden kaniner...

Alrø - dér bor Annnette - og hendes hus fanges fra luften. Kameraet knipser og knipser. Du Almægtige, hvor er det smukt dernede..
Ude over Vejle Fjord kilder piloten vores maveindhold med en vippetur, og ihvertfald jeg skriger en smule, skraldgrinende... I Daugård glimter min helt egen røde Rubi-bil som en blinkende lanterne i solen dernede midt blandt teglstenene, og der vinkes nedad til Aksel. Tættere på Billund overflyves Esbens gård, og familien med armene løftet til hilsen fanges på kameraet.

Forunderlige verden fra oven.
Ophidsende, berusende og fantastisk at lande sikkert igen lige på midterstregen på den lange cementbane i Billund - den til de store rutefly - efter 5 timer på eventyr over Danmark på sommerens indtil nu smukkeste, klareste dag.
Hvor heldig kan man lige være?

Da vi ruller hen til hangaren, vinker vi til Kirk/Legos gule propeller på vej ud mod den bane, hvor vi netop kom fra. Og "co-piloten" laver baglæns rullefald over skulderen ud over vingen, sådan helt elegant som forudtænkt, for at komme ud af kabinen hurtigst muligt...!

Sådan er det i Billund. Nogen er lige landet, og andre tager på vingerne. Luften bærer små som store maskiner på deres rejser ud i verden. Og tårnet kalder Alfa, Charli!
Eller sådan noget i den retning...