Vi spillede bold op ad muren i solskin og legende sommer.
Muren var strågul, gården duftede af syrener og varm asfalt. Du var 4, sagde du. Spinkel - og væver og dygtig med din bold. Jeg var lige fyldt 5 og et halvt hoved højere - og robust.
Så legede vi to sammen og talte; vi tænkte og fantaserede.
2 børn med store følelser frilagt og dissekeret. Modning spejlet gennem et andet menneske, samtaler og analyse... Livets store spørgsmål sat i relief, vendt indad og krænget ud. Næppe en nyhed, en hændelse, en tanke uden fælles vurdering; spejlet holdt op og verden givet struktur og dybde gennem udveksling; lagene skrællet af med tryghedens kåbe svøbt omkring det sårbare.
Det møde i barndommen blev måske det vigtigste for mig som voksende individ, har jeg tænkt mange gange siden. For barnesindet havde fundet sin partner; teen-årene en balancebom. - Det var, som havde vi kendt hinanden altid - før mødet i gården og længe inden.
Jeg er taknemmelig for hver udveksling og deres perfekte illustrationer. For den altid store tillid og konstruktive kritik. Tankernes bolværk virker helt op i voksenlivet.
Du er der endnu.
Kamete
Copyright
