er som gråspurveunger blandt stærene: Pudser sig som deres kæmpestore søstre og brødre, letter med flokken omend gumpetungt, basker hid og did. Ser først gennem erfaringens lysende reflekser, at de ikke hører til.
Ideer har brug for rum
For vidde og det ubegrænsede At springe ud Over grænsen af deres egen formåen At lette Omend tumle i faldet At græde Både salte og søde tårer
På en ellers grå og stormfuld dag trængte solen igennem, mens den vildeste haglbyge og regnbuen spillede op til hinanden...det lille lommekamera havde allerede fanget skuet, mens DR´s regnfrakkeindpakkede telelinse måtte vente på næste scene....