Sunday, September 22, 2013

Englenes himmel







På vej tilbage mod Vandborg fra syd kører jeg mod solnedgangen og drages mod den umådelige himmel. Guld i gyldent fremhævet af sorte industrialiserede silhuetter. Mølle og master. Overflod af visuel rigdom. 
Englene danser.
Jeg standser bilen flere gange og prøver at indfange den overvældende skønhed med kameraet.
Nu passeres vejen til Fjaltring, og jeg drejer improviseret af for at nå solnedgangen, som jeg ved udspiller sig lige for enden af Høfde Q.

En helt anden glans på himlen i helt andre farvetoner nagler øjet mod de sorte sten, der glimtvis oplyses af rosa og himmlblåt, når det dvaske, rullende vand slår ind mod kysten og sender sprøjtene opad.

Bølgernes kamme kan følges på deres vandring mod land, og lyden følger øjets bevidsthed om anslag og afslutning.

Men ikke nok med, at jeg skal opleve dette under...

Den logiske vej tilbage til hjemmet på bakken er ad kystvejen, og her drejer den lige forbi Elses hus nærmest havet under klitten.
Hun lånte mig velvilligt sit kamera, da mit eget blev skadet forleden på reportage om flaskepost-ællingerne...
Nu vil jeg aflevere kameraet.
Der bydes på et glas, og Else tager en pause i sine sysler - med ansigtet vendt ud mod vejens mørke streg gennem ruden bag mig.

Efter en stund med stille samtale om livet blinker uventede billygter i mørket. Endnu en - så en mere. Bilerne kører op over klitten ad sandvejen. Usædvanligt, siger Else, der kender sin klit og dens rytmer. Og vi to enes om at undersøge mysteriet. Går arm i arm ud i mørket.

Inden vi når op til det plateau, hvorfra havet kan ses og høres længere nede, kommer en kæmpemæssig ildflue svævende op over sandet og stråene. En af disse smukke varmluftslamper, som vi ser på film er det. Et brændende luftskib  sejler i en opadvendt bue over den kulsorte himmel og falder mod jorden, der en drivende af vand fra de sidste dages vådvælde. Mørket omslutter os atter. 

Endnu en lygte får os til at gispe. Den er orange. Den svæver højere og længere ind mellem husene, før den slukkes i det våde græs efter banen mod jorden.
Vi jubler over oplevelsen, og må nødvendigvis vide, hvad de 3 bilfulde mennesker af 3 generationer laver her på klitten en sådan aften, så vi rykker nærmere, og Else spørger en ældre mand i flokken:

Jo, Ulla, hans afdøde kone, hørte til huset der´... 
Manden peger mod huset bag klitten. Det er Elses hus. 
Idag er det årsdagen for konens død - og manden, børnene, svigerbørnene og børnebørnene er taget herud med lygterne for at mindes ved at bringe tankerne tilbage til hendes udgangspunkt - hendes oprindelse - det sted, hvorfra hun kom, hvor hun blev født. 
Med levende lys. Men kontakt til himlen.

Mandens stemme vibrerer af ømhed og savn.

Hårene rejser sig på kroppen af os i højtidelighed og ærefrygt over englene, der sluttede denne ring for familien - med Else på bakken og løfte om at familien en anden dag, når de har lyst, må komme indenfor og se Ullas fødehjem. Vi knuser manden og hilser godaften. Billygterne fjerner sig i mørket, mens vi vinker.

Else ville ikke have set lygterne i natten uden mit besøg, fordi hun var optaget af sine malerier. Jeg ville ikke have kørt langs havet uden himlens tegninger og tilskyndelsen til at fotografere... Det er gribende. 
Det er så ubeskrivelig smuk en aften. 
Og deroppe står den kuglerunde, hvide måne bag de begsorte skyer, der hvælver sig med store, gyldne vinger mod nattemørket. Øverst oppe over Ferring  og os. 
Her forbindes jord og himmel i en Jacobsstige.
Denne almindelige aften - herude ved havet. 


Fjaltring - høfde Q - 18.9.2013


















Kamete

Copyright

Sunday, September 15, 2013

Vandborg kalder fra kyst til kyst


Vandborg kalder fra kyst til kyst 

Lørdag eftermiddag hoppede Per på kajakken for at sende vores wave-mails afsted til fremmede kyster.
Vinden var i den rigtige retning fra kysten - men nogle store dønninger buldrede ind mod høfden ved Ferring Strand og gjorde det til en forestilling i, hvordan bølger læses og en kajak ros!
Utroligt - men som små ællinger efter båden fulgte flaskeposterne med ud på det åbne hav efter Per og Kajakken.
Herude blev de sluppet løs med en saks.
Per kom velbeholdent ind igen - ikke mange kan vel mestre deres kajak, som det blev gjort her af Per.
Det kostede fotografen en tur på rumpetten på den glatte høfde og et kamera - men det var det hele værd.
Nu venter vi på svar derude fra Verden..




Monday, September 9, 2013

Den sidste myg - og så mangler der kun Tommelise!




 




Så blev der endelig stille! Efter at have jagtet myg i noget, der forekom som timevis uden med øret at kunne bestemme, om den infernalske hyletone i soveværelset kom fra flere myg eller bare en enkelt, blev der endelig stille!
Hvilken befrielse!
Den sidste myg var død! Mast flad mod en rosa væg... Splattet ud og tilintetgjort! 
Nu kunne jeg med ro i sjælen lægge mig til at sove i fred.
Havde myggen fulgt mit råd, som jeg giver til alle, der er i en jagtet situation: Sid stille! Gør dig lille og hold mund! - var den måske levende endnu?
For jeg ville være faldet i søvn i den tro, at der var fri bane... Og myggen kunne i ro og mag have tømt mig for blod, mens jeg sov.
Sådan kunne myggen have lavet samme nummer igen: Siddet stille. Gjort sig lille og holdt snabelen lukket! Måske ville den på den måde ha´ overlevet nat på nat i mit sovekammer, mens alle de andre hylekrabater blev klasket flade, før jeg gik til køjs i min seng?.. 






Kamete

Copyright

Wednesday, September 4, 2013

Samlede baller på en rund klode






Idag 
er horisonten takket
og alligevel 
skarpt skåret
som såret efter en ragekniv.

Solen venter på vinter.

Aldrig 
har jeg set solen fryse,
som den gør det
 idag.








Kamete

Copyright

Saturday, August 31, 2013

Det glade van-d-vid




Optimisme:
at sejle
i sin paraply
og bare vente på,
at det holder op med at regne,
så den ikke bliver fyldt op med vand -
så man synker!



Kamete

Copyright

                             



Thursday, August 22, 2013

Gebrækkelighed






En brækpose
hvirvler gennem vinden i liggende hamsterhjul
som et kæmpestort kondom på afveje.
En tjipspose flyver samme vej
om kap med en ligbleg
femfingret handske.
Gummi 
ude 
af sit rette element.
Snuden 
af en ambulance skriger 
grøn og gul
mod atriegårdens 
roterende uvirkelighed.

Smerten 
mumler i alle kroge.
Et barn rumsterer rundt,
og børnesår ruller sig i gardinerne, der plettes indtil storvask næste år.
Tålmod på en lørdag,
hvor ituslåede mennesker, ærgelser og fortvivlelse
håber om kap med urets tikken
og tiden, der går 
og går.

Kondomet ruller igen.
Venter på smertesæd. På forløsning.
Skiller os fra verden udenfor, derude, hvor tingene er i orden
og ikke er i stykker.




Kamete

Copyright