Når himlen sortner

Roen

Det rå og øde landskab

De åbne vidder

Naturens knugende og befriende ensomhed i mol og dur

Vi har det hele herude under den vældige himmel

tæt på havet og den tudende vind

Kamete

Copyright

Og engle er der altid

Kamete

Copyright

Fra drøm til virkelighed

                             

Kvier  

på strandengens skrænter

hud mod hud i vidtstrakt rum.

Søen 

slumrende, 

mens havet holder siesta.

Mælkebøtterne 

hvidt betragtende græsset 

som gror sig langhåret.

Ovenover dette 

lærkerne 

uanfægtet 

i lyslevende forår, 

drosselkvintet og tankerne 

der glider ind og ud gennem nuet.

En solsort 

på krigssti advarer 

om listende kattepoter 

i hækken.

Alt dette 

omgir mig 

i virkeligheden.

I erkendelsen 

som skærper mig,

gør mig vågen og nænsomt ærbødig:

Fordi jeg endelig forstår.

Kamete

Copyright

Fortid på farten mod nutid

 

 

Kamete

Copyright

Gul - mere end yellow

Danmark, de gule markers land. Så ødsel en pragt - 

og hvem tør vel kalde ukrudt for uæstetisk?

Solens lys kastet tilbage - overvældende disse dage.

Duften og gløden - man bliver jo helt euforisk.! 

Længslen efter sommer - i alle fibre af de vinterblege kroppe...

Kamete

Copyright

Urkraft

Lige nu spirer livet overalt i naturen, og aftenerne bliver lysere og lysere. 

Snart er vi midt i disse gækkende, mystiske nætter, hvor lyset ikke svinder helt - 

hvor aftenstjernen viser sig tindrende på en lysegrøn, rosa, gylden himmel 

og duften af nat beruser.  Denne tid er så kort, så kort. Vi må suge den til os, 

så vi formår at holde den fast indvendigt gennem de mørke, knugende vinternætter.

Hvad har gjort hvælvingen så stor?

Kan en nat være alle farver 

på en gang?

Sølvrøde blåliglys.

Måneblanke tanke.

Ene i matblank luft.

De klingende vibrationer kildrer

i mine næsebor.

Her står alt stille,

og sangen fra Altet 

lugter som Paradisets enge...

Havets puls er de ord, 

som alle før mig har sagt.

Og jeg hører dem gennem min hud

og forstår dem.

Musen over sandet ser jeg 

med mit hjerte.

Det, jeg  smager med mine øjne,

er min natmad.

Da jeg sad her sidst,

var det vinter.

Også dengang

var havet stille for en stund.

Knuget af iskappens tonstunge panser

holdt det fri fra kamp.

Men jeg vidste,

at snart igen,

med et brøl og en jamren

ville kæmpen gå amok!

Løfte dette spændjern

som var det ingenting.

Vride disse masser

som var de skrotjern.

Knække dem, som var de tændstikker!

Kamete

Copyright