Undermod

Stående på ungdommens top
med livsappetitten svulmende
og modet spændt på som faldskærm
bliver jeg pludselig lammet af skræk.
Parat til at springe ud over tryghedskanten
bliver jeg slået af frygt for
at visne
og gå i frø
som en mælkebøtte.
Resignere 
i hvid skærm
inden livet er smagt til.
Mine sanser er skærpet
og vagt fornemmer jeg
det svage ekko
af snigende forfald, 
der allerede omklamrer min ungdom.
I min kyniske realitet
er alle absurditeter fejet bort:
Kun i barndommens land
bor der prinser og prinsesser.
Frustreret,
holdt nede og ufri -
tonstung af dårlig forventning -
er jeg i dette nu
usikker på
om det findes derude,
mit eventyrland
- det sted i det grønne græs,
hvor jeg kan undslippe fælden?

Kamete

Copyright