Borte, og dog så nær

En kær veninde

som ikke kan være to steder på en´ gang.

Som er tro mod sig selv, smerten til trods...

Klokkens dybe malm 
for dig en sidste gang - 

men ikke i MIT hjerte...

Tomhed

i ekspansion

rammer hjertets væg, 
der bløder...
Ubærlige kræfter hver sin vej.

Junglegrøn længsel
blandes med duften af dig
og lyden af din elskede stemme.

Fastholdt af omstændighedes klæbrige lian
rækker jeg ud nu, tværs over jorden,
græder troperegn i nattens stille mørke.
Tåren
på min kind
er savnets salte tåre.
Det blanke i mit øje kærlighedens søde væld.

Flyder ud, flyder ind.
Svært,
og dog så rigtigt.
Nænsomt nu 
i tankens Fatamorgana
pudser jeg dit mindes smukke glorie,
stryger blidt din kind.

Ny dag skal leves,

mens de opblødte øjne
skærmes mod morgenlysets glans.

Farvel, elskede menneske.

Mon
du er 
ved min side nu?

Ved, du ER blandt stjernerne!
Ser dig vugge skælmsk
på månens sølvergyldne stribe.

Kamete 

Copyright