Ridser i dagen - en anden slags solformørkelse

Føler mig heldig og privelegeret. Selv solsorten giver mig ret. Den spiser på foderbrættet før de mindre fugle.  

Brat forsvinder varmen omkring mig, og min glade verden formørkes, da en flosset lammesky har lagt sig over solen. Som et Z fra Zorro mærker jeg alarmerende strømninger, som bæres imod mig på forårsdagens højtryk: 

Husene, der slår revner og vælter omkuld.
Narkobaronernes tommelskruer. 

Bødlernes onde blikke.
Stikkerens hvisken.
Stanken af angst,
råddenskab,
lort.

De uhumske lossepladser,
mødrenes sorg over morderiske sønner,

millioner af tørstende tunger, liglugten og de syges opkast.

Ryster lidt af kulde nu, men pludselig bliver dagen igen normal. Solen kommer fri af skyen og varmen jager uroen på flugt. Nu går jeg ind og laver kylling med en kop kaffe i hånden - drikker et glas vin på terrassen.
Venter på kyllingen, mens klatter af lammeskyer står stille på himlen. For Pokker da! Igen ballade. En flyvers skrift skærer ridse i det blå. Lyden rammer mig langvejs fra og skiller sig ud fra havets rytmiske sang:

Missilets nedslag,

gråden fra de talrige enker,

det forladte barns jamren efter sin mor,

de sultne mavers rumlen.

Isen der kælver, 

de trængte bjørnes klapren med skraldespandene,

det hule brag af regnskovens vældige stammer mod jorden,

en rasende El Ninjo.

Terroristens bankende hjerte før turen til evigheden,

drønet 
og skrigene derefter.

Med opbydelse af  min fasteste vilje sætter jeg støjfilter på hørerøret og næsen på gourmet. Kyllingen er færdig, og lammeskyerne er trukket ind over land. Min horisont er atter skyfri og forårsagtig, og trygheden må og skal genoprettes!
Alt andet forekommer uappetitligt.

Kamete

Copyright