Vårbrud

Ville den ikke briste, kokonen, måtte sommerfuglen dø!

Indestængt, med de krøllede vinger fastspændt 

af sin spændetrøje 
blev da en voldsom frihedstrang 
udkæmpet forgæves...




Som et spirende blomsterløg
glemt i sit net
ved forårstide
lå jeg dér 
og var fanget,
da du kom forbi 
på din hvide hest og tog mig op.
Med kirurgisk skarphed
skar du mig fri,
forsigtigt
maske for maske.
Endnu er min stængel

krøllet og vredet -

men du gav mig gødning og jord

og plads til at vokse.

Kamete

Copyright