Horrorbur

Selv velsignet med kærlige forældre... 

Men i mindernes skyggeland hos andre

holdes det uforløste fangen...

Spejles som krusninger på overfladen.

Sort, tykt læder 
surret over fortiden.
Et stift, uigennemtrængeligt korset 
omkring indestængt rædsel,
overgrebenes skælvende barndomsland.

Det indre barn hulker lydløst,
mens voksenmodet frygtsomt kæmper imod fortabelse.
Kan ikke slippe fri af voldens og forulempelsens mareridt.
Kastes hid og did gennem dystre tankeskove,
tumler og trækkes mod bunden 

tynget af det navnløse...

Selv hedengangne sjæle 

må bære tyngden af egne ugerninger.

Trygler os levende om tilgivelse.

Hvis vi hører dem,

kan vi så tilgive al deres ondskab?

Født af nødvendighed 

og denne subtile kalden

vågner Håbets Spire, brister 

og skyder mod snørelivets panser.

Skubber og presser. Skimter lyset. Vil ud.

Gennem Håbets ny-slåede sprække

folder blodrød rose sine kronblade mod himlen.
Skyggelandet blandes med dagen, mens brynjen falder af...

Tilgivelsen dulmer smerten 
på begge sider af evigheden.

Kamete

Copyright