Barrikere

Jeg støder mod den menneskelige tomhedsmur

med en skrøbelig blomst 

i min tanke.

Jeg frygter

at den skal gå ud -

blegne i min varetægt,

mens jeg kæmper

for at komme forbi.

På mine fingre

spejles de reflektioner,

som har krydset andre menneskers 

øjne.

De er kimens næring -

hånden dens beskytter.

Jeg er træt,

og jeg er bange.

Jeg er dødsenstræt

af at være bange for at blive for træt.

For træt til 

- mod min vilje -

at ophøre med at presse på.

Men jeg magter ikke at gennembore skjoldet,

kvase dets hindring.

Kan jeg mon skyde en blodstrøm

op over muren

og med den

sende tanken afsted mod sit mål?

Til det nøgne vintertræ,

der står der borte

alene

og skuer ud i det tomme øde rum,

ubegrænset og uden mistro

parat til at folde sig ud i lysegrøn blomstring

ved min overførte livskraft?

Kamete

Copyright

Dig i mine tanker

Derinde 

under kæben

det varmeste sted.

Tryghed 

og styrke. 

Kløften, der leder mod maven

med de stive krøller
i grånet glans.

Stedet dernede,

der skifter i intensitet og fylde. 

Sin helt egen dans.

Armenes kreds 

med hændernes faste, ømme strygninger.

Duften, jeg kender så godt 

i sit skift mellem rovdyr 

og den fineste ambra.

De blide nus 
i nakken.

Kroppens fulde længde 
og åndedragets pust 

på næsen,

mellem brysterne.

Nappene. 

Steder, hvor de kildrer. 

Hvor de henrykker. Hvor de gør godt.

Søvnens sange.  

Disse skatte 
er også blevet mine.

Alt dette 

i sikker forventning 
om næste gang. Og næste, og næste. 

Om fremtiden...

Jeg flyder på taknemmelighed for alle disse gaver.

Fordi du vil mig. Og tør mig.

Fordi du er der. 
For mig.

Fordi...
Du er!
Dig.

Kamete

Copyright

Oktoberblues.

Allererde 
inden øjnene sprækker

som modne kastanjer på frønnet jord

anes det blytunge undertryk over de gryende marker.

Mine 
følsomme 
barometerantenner 

melder lyssvag, energiblokeret efterårsdag.

Jeg 
nægter 
at vågne...

Vil ikke forlade 
drømmelandets sommer...

op til nuancer af gråt i gråt...

Kamete

Copyright

Sup surf paddle ved Trans - tilfældig delikatesse i aftenskumringen

At stå på vandet. 

At gå på havet. 

http://www.supcentervest.dk/

Kamete

Copyright

Englenes himmel

På vej tilbage mod Vandborg fra syd kører jeg mod solnedgangen og drages mod den umådelige himmel. Guld i gyldent fremhævet af sorte industrialiserede silhuetter. Mølle og master. Overflod af visuel rigdom. 
Englene danser.
Jeg standser bilen flere gange og prøver at indfange den overvældende skønhed med kameraet.
Nu passeres vejen til Fjaltring, og jeg drejer improviseret af for at nå solnedgangen, som jeg ved udspiller sig lige for enden af Høfde Q.

En helt anden glans på himlen i helt andre farvetoner nagler øjet mod de sorte sten, der glimtvis oplyses af rosa og himmlblåt, når det dvaske, rullende vand slår ind mod kysten og sender sprøjtene opad.

Bølgernes kamme kan følges på deres vandring mod land, og lyden følger øjets bevidsthed om anslag og afslutning.

Men ikke nok med, at jeg skal opleve dette under...

Den logiske vej tilbage til hjemmet på bakken er ad kystvejen, og her drejer den lige forbi Elses hus nærmest havet under klitten.
Hun lånte mig velvilligt sit kamera, da mit eget blev skadet forleden på reportage om flaskepost-ællingerne...
Nu vil jeg aflevere kameraet.
Der bydes på et glas, og Else tager en pause i sine sysler - med ansigtet vendt ud mod vejens mørke streg gennem ruden bag mig.

Efter en stund med stille samtale om livet blinker uventede billygter i mørket. Endnu en - så en mere. Bilerne kører op over klitten ad sandvejen. Usædvanligt, siger Else, der kender sin klit og dens rytmer. Og vi to enes om at undersøge mysteriet. Går arm i arm ud i mørket.

Inden vi når op til det plateau, hvorfra havet kan ses og høres længere nede, kommer en kæmpemæssig ildflue svævende op over sandet og stråene. En af disse smukke varmluftslamper, som vi ser på film er det. Et brændende luftskib  sejler i en opadvendt bue over den kulsorte himmel og falder mod jorden, der en drivende af vand fra de sidste dages vådvælde. Mørket omslutter os atter. 

Endnu en lygte får os til at gispe. Den er orange. Den svæver højere og længere ind mellem husene, før den slukkes i det våde græs efter banen mod jorden.
Vi jubler over oplevelsen, og må nødvendigvis vide, hvad de 3 bilfulde mennesker af 3 generationer laver her på klitten en sådan aften, så vi rykker nærmere, og Else spørger en ældre mand i flokken:

Jo, Ulla, hans afdøde kone, hørte til huset der´... 
Manden peger mod huset bag klitten. Det er Elses hus. 
Idag er det årsdagen for konens død - og manden, børnene, svigerbørnene og børnebørnene er taget herud med lygterne for at mindes ved at bringe tankerne tilbage til hendes udgangspunkt - hendes oprindelse - det sted, hvorfra hun kom, hvor hun blev født. 
Med levende lys. Men kontakt til himlen.

Mandens stemme vibrerer af ømhed og savn.

Hårene rejser sig på kroppen af os i højtidelighed og ærefrygt over englene, der sluttede denne ring for familien - med Else på bakken og løfte om at familien en anden dag, når de har lyst, må komme indenfor og se Ullas fødehjem. Vi knuser manden og hilser godaften. Billygterne fjerner sig i mørket, mens vi vinker.

Else ville ikke have set lygterne i natten uden mit besøg, fordi hun var optaget af sine malerier. Jeg ville ikke have kørt langs havet uden himlens tegninger og tilskyndelsen til at fotografere... Det er gribende. 
Det er så ubeskrivelig smuk en aften. 
Og deroppe står den kuglerunde, hvide måne bag de begsorte skyer, der hvælver sig med store, gyldne vinger mod nattemørket. Øverst oppe over Ferring  og os. 
Her forbindes jord og himmel i en Jacobsstige.
Denne almindelige aften - herude ved havet. 

Fjaltring - høfde Q - 18.9.2013

Kamete

Copyright

Vandborg kalder fra kyst til kyst

Vandborg kalder fra kyst til kyst 

Lørdag eftermiddag hoppede Per på kajakken for at sende vores wave-mails afsted til fremmede kyster.

Vinden var i den rigtige retning fra kysten - men nogle store dønninger buldrede ind mod høfden ved Ferring Strand og gjorde det til en forestilling i, hvordan bølger læses og en kajak ros!
Utroligt - men som små ællinger efter båden fulgte flaskeposterne med ud på det åbne hav efter Per og Kajakken.
Herude blev de sluppet løs med en saks.
Per kom velbeholdent ind igen - ikke mange kan vel mestre deres kajak, som det blev gjort her af Per.
Det kostede fotografen en tur på rumpetten på den glatte høfde og et kamera - men det var det hele værd.
Nu venter vi på svar derude fra Verden..

vandborg: Vandborg kalder fra kyst til kyst. Vores helt specille natur i fri dressur og i sit es.

vandborgs.blogspot.com

Den sidste myg - og så mangler der kun Tommelise!

 

Så blev der endelig stille! Efter at have jagtet myg i noget, der forekom som timevis uden med øret at kunne bestemme, om den infernalske hyletone i soveværelset kom fra flere myg eller bare en enkelt, blev der endelig stille!
Hvilken befrielse!
Den sidste myg var død! Mast flad mod en rosa væg... Splattet ud og tilintetgjort! 
Nu kunne jeg med ro i sjælen lægge mig til at sove i fred.
Havde myggen fulgt mit råd, som jeg giver til alle, der er i en jagtet situation: Sid stille! Gør dig lille og hold mund! - var den måske levende endnu?
For jeg ville være faldet i søvn i den tro, at der var fri bane... Og myggen kunne i ro og mag have tømt mig for blod, mens jeg sov.
Sådan kunne myggen have lavet samme nummer igen: Siddet stille. Gjort sig lille og holdt snabelen lukket! Måske ville den på den måde ha´ overlevet nat på nat i mit sovekammer, mens alle de andre hylekrabater blev klasket flade, før jeg gik til køjs i min seng?.. 

Kamete

Copyright