Jeg støder mod den menneskelige tomhedsmur
med en skrøbelig blomst
i min tanke.
Jeg frygter
at den skal gå ud -
blegne i min varetægt,
mens jeg kæmper
for at komme forbi.
På mine fingre
spejles de reflektioner,
som har krydset andre menneskers
øjne.
De er kimens næring -
hånden dens beskytter.
Jeg er træt,
og jeg er bange.
Jeg er dødsenstræt
af at være bange for at blive for træt.
For træt til
- mod min vilje -
at ophøre med at presse på.
Men jeg magter ikke at gennembore skjoldet,
kvase dets hindring.
Kan jeg mon skyde en blodstrøm
op over muren
og med den
sende tanken afsted mod sit mål?
Til det nøgne vintertræ,
der står der borte
alene
og skuer ud i det tomme øde rum,
ubegrænset og uden mistro
parat til at folde sig ud i lysegrøn blomstring
ved min overførte livskraft?
Kamete
Copyright
No comments:
Post a Comment