Hverdagens små dramaer opstår
hvor som helst og når som helst;
og størrelse måles relativt -
for den enkelte ikke en biting
Jeg sidder udenfor mit hus i den sene sommersol - denne fantastiske sommer, der nu endelig blegner.
En høj og inciterende snurren kalder mig fra bogen. Det er en bi, der er fanget i nettet hos en edderkop, der nu iler til og allerede er tæt på.
Edderkoppen trækker sig tilbage fra snurretoppen og venter bare på, at svinghjulet skal standse. Jo mere bien snurrer i sin tråd, jo mere bliver den viklet ind i nettet, der strammes om sit offer.
Jeg rejser mig fra liggestolen og tæpperne og strækker min Paul Austerbog "Den røde Notesbog" hen mod den rasende snurretop.
Forsigtigt.
Jeg har på få øjeblikke bestemt mig for at bryde ind i naturnes orden til skuffelse for edderkoppen. Jeg bonder med den fortvivlede bi, der sender angsthormoner ud. De rammer mig i hjertekulen.
Kanten af bogen rækkes til og lægger sig mellem den aggressive "kop" og den snurrende "top".
Så klipper jeg svingtråden over med fingrene, og det sammenfiltrede bundt falder ned midt i Austers udredninger mellem side 110 og 111.
Måske er det Austers små essays om skæbnens skæve vinkler og kroniciteten i tilværelsen, der driver min tålmodighed?
Nu indledes en halv times under, hvori jeg har min helt egen indflydelse: Redningen af en dødsdømt bi.
Det sjove er, at den samme bi (!) en halv time tidligere havde gjort opmærksom på sig selv ved at kravle rundt på min skulder og set vældig aggressiv ud, da jeg viftede den væk. Nu danner den og jeg en symbiose.
Måske tror jeg på, at jeg som menneske med mine gode hensigter kan gøre en forskel for et levende væsen? Jeg har i hvert fald bestemt mig til at gøre forsøget, trods det at hundredvis andre dør af gift og andre plager - som jeg ikke gør noget ved...
Sølle ser det dog ud. Jeg kan kun se en eneste vinge, og det stakkels bæst skubber og aser og maser i sin ligpose.
Jeg må jo ikke klemme den; men kun give den en helligzone, hvori den kan kæmpe kampen selv.
Jeg planer bogens sider og holder lidt igen på tråden med fingrene, mens bien kæmper videre.
Der må kirurgiske redskaber til, vurdere jeg, lægger forsigtigt bogen fra mig på tæppet og går ind i værkstedet efter 2 pincetter.
Det rasende bundt er rullet ud på tæppet. Jeg fanger forsigtigt den lange ende af tråden med den ene pincet og trækker den snurrende kugle tilbage på bogen, nu på det røde cover, der er mere glat.
Hvor meget energi er der mon tilbage i det lille væsen, der kæmper sin dødskamp?
Imens kan jeg nærgående betragte de facetterede øjne, der undrende betragter mig tilbage. Og de to vinger der nu er fri på venstre side af insektet.
Det lille dyr skubber og maser og renser og gnider, og skubber.
Tør jeg tage ved med pincetten? Pincettens kæber synes pludselig kæmpestore lige der ved de mange øjne.
Jeg kan jo altid mase den stakkels bi i et eneste hug, hvis jeg skønner, projektet ikke lykkes. Det trøster mig og styrer min hånd. Så jeg vover med tilbageholdt åndedrag at gribe de tåger af net, der klæber i klumper mellem benene. Bien arbejder med og trækker og trækker.
Nu er forbenene fri. Bien slikker og renser. Vi kæmper forsigtigt videre sammen.
Jeg er dybt bekymret over vingerne på højre side. De er vredet helt rundt i en sammenrullet, krøllet pølse, som klæber til 2 ben.
Pincetterne trækker hver sin vej. Jeg synes næsten, jeg kan høre bien skrige i smerte, men den er tapper.
Den brummende lyd er steget en oktav og er øredøvende.
Man slår hunde ihjel, når de får en sygdom og lider. Og dejlige, skolede heste, der har været uheldige at brække benet. Hvor vover jeg...?
Pludselige er 3 vinger fri og bien letter, men synker til jorden på flisen efter 30 cm´s flugt. Og her er myrerne parat. Jeg vover at klemme bien, og fanger den med Austers sider endnu en gang. Og redder den i sikkerhed. Min sikkerhed.
Endelig er også den 4. vinge foldet ud. Sjældent har jeg set noget så smukt i solen. Den glitrer og sitrer, og på bare 5 minutter pumper den sig op til normal størrelse, vingen, og helt intakt form.
Jeg jubler og roser bien, der vimrer med 2 brækkede følehorn.
Tror jeg da. For den skal bare have snablen renset og det sidste klisterstads fordøjet.
Så hviler den sig lidt. Helt stille. Med lukkede øjne, virker det. Alle sammen! Og ligner nu en helt normal, smuk bi med 2 dækvinger og 2 andre nedenunder, rette følehorn og 6 lodne ben med hår på fødderne. Selv de små kløer er klisterfrie.
Så pludselig blinker den til mig med alle øjnene og letter i en stor, himmelstræbende bue og er borte i det blå.
Jeg vender tilbage til Paul Auster med pincetterne på jorden ved siden af og en tryg fornemmelse af, at jeg lige har udført et ægte mirakel. Mirakler måles ikke i fysisk størrelse, og jo, jeg blev så beriget af det ...
Jeg kigger op til hjørnet af vinduet, hvor edderkoppen - måske lidt sulten - allerede er gået i gang med at genopbygge sit spind. Det gør jeg ikke noget ved, for det er ikke min opgave. Før jeg vasker vinduer i næste måned eller deromkring.
Kamete
Copyright
.JPG)
.JPG)
