Stående på ungdommens top med livsappetitten svulmende og modet spændt på som faldskærm bliver jeg pludselig lammet af skræk. Parat til at springe ud over tryghedskanten bliver jeg slået af frygt for at visne og gå i frø som en mælkebøtte. Resignere i hvid skærm inden livet er smagt til. Mine sanser er skærpet og vagt fornemmer jeg det svage ekko af snigende forfald, der allerede omklamrer min ungdom. I min kyniske realitet er alle absurditeter fejet bort: Kun i barndommens land bor der prinser og prinsesser. Frustreret, holdt nede og ufri - tonstung af dårlig forventning - er jeg i dette nu usikker på om det findes derude, mit eventyrland - det sted i det grønne græs, hvor jeg kan undslippe fælden?