Ind imellem bliver det fotografiske møde med en kunstner så stærkt, at billederne brænder sig fast langt derind, hvor det gør ondt... Her digtes en ny historie, fordi detaljer af skulpturer fastfryses og sættes sammen i en anden helhed...
Sort, tykt læder surret over fortiden. Et stift, uigennemtrængeligt korset omkring indestængt rædsel, overgrebenes skælvende barndomsland. Det indre barn hulker lydløst, mens voksenmodet frygtsomt kæmper imod fortabelse. Kan ikke slippe fri af voldens og forulempelsens mareridt. Kastes hid og did gennem dystre tankeskove, tumler og trækkes mod bunden
tynget af det navnløse...
Selv hedengangne sjæle
må bære tyngden af egne ugerninger.
Trygler os levende om tilgivelse.
Hvis vi hører dem,
kan vi så tilgive al deres ondskab?
Født af nødvendighed
og denne subtile kalden
vågner Håbets Spire, brister
og skyder mod snørelivets panser.
Skubber og presser. Skimter lyset. Vil ud.
Gennem Håbets ny-slåede sprække
folder blodrød rose sine kronblade mod himlen. Skyggelandet blandes med dagen, mens brynjen falder af... Tilgivelsen dulmer smerten på begge sider af evigheden.