Wednesday, August 27, 2014

Ravmodsland 1

Du skulle sidde der på kanten af Mit Land
Ravmodslands vestligste forpost.
Opleve følelsen af at være alt.

"Ravmodsland! no 1 af 4





Månesmilet,
så gådefuldt i aften.



Fra kanten af Dette Land
       på  Jonathan Livingstons vinger
              ensomt
                        mellem månen
                                  og solnedgangen.

Ser høfderne dernede 
i mågeperspektiv.
Sejler, 
dykker, glider
på den perfekte følelse af frihed
som opvinden bærer 
og løfter!

Havet og stormene har takket kysten,
men i aften er alt stille.

Kimen 
af lykke vokser 
i mit hjertets mistbænk
gødet af gyldne dråber fra den nedgående sol.
De mørke agre bag mig kysser himlens lyseblå,
mens hvælvingens rosa 
svulmer
som tanker
i elskovslyst.






Kamete

Copyright 

Wednesday, August 20, 2014

Belysninger



Det er igen blevet koldt,
farverne har ændret sig, 
og denne aften var havet
fuldstændig bedårende ...



'














Kamete


Copyright

Friday, August 15, 2014

Intimitet

Hverdagens små dramaer opstår 
hvor som helst og når som helst; 
og størrelse måles relativt -
for den enkelte ikke en biting







Jeg sidder udenfor mit hus i den sene sommersol - denne fantastiske sommer, der nu endelig blegner.

En høj og inciterende snurren kalder mig fra bogen. Det er en bi, der er fanget i nettet hos en edderkop, der nu iler til og allerede er tæt på.
Edderkoppen trækker sig tilbage fra snurretoppen og venter bare på, at svinghjulet skal standse. Jo mere bien snurrer i sin tråd, jo mere bliver den viklet ind i nettet, der strammes om sit offer.

Jeg rejser mig fra liggestolen og tæpperne og strækker min Paul Austerbog  "Den røde Notesbog" hen mod den rasende snurretop.
Forsigtigt.
Jeg har på få øjeblikke bestemt mig for at bryde ind i naturnes orden til skuffelse for edderkoppen. Jeg bonder med den fortvivlede bi, der sender angsthormoner ud. De rammer mig i hjertekulen.
Kanten af bogen rækkes til og lægger sig mellem den aggressive "kop" og den snurrende "top".
Så klipper jeg svingtråden over med fingrene, og det sammenfiltrede bundt falder ned midt  i Austers udredninger mellem side 110 og 111.

Måske er det Austers små essays om skæbnens skæve vinkler og kroniciteten i tilværelsen, der driver min tålmodighed?

Nu indledes en halv times under, hvori jeg har min helt egen indflydelse: Redningen af  en dødsdømt bi.
Det sjove er, at den samme bi (!) en halv time tidligere havde gjort opmærksom på sig selv ved at kravle rundt på min skulder og set vældig aggressiv ud, da jeg viftede den væk. Nu danner den og jeg en symbiose.
Måske tror jeg på, at jeg som menneske med mine gode hensigter kan gøre en forskel for et levende væsen? Jeg har i hvert fald bestemt mig til at gøre forsøget, trods det at hundredvis andre dør af gift og andre plager - som jeg ikke gør noget ved...
Sølle ser det dog ud. Jeg kan kun se en eneste vinge, og det stakkels bæst skubber og aser og maser i sin ligpose.
Jeg må jo ikke klemme den; men kun give den en helligzone, hvori den kan kæmpe kampen selv.
Jeg planer bogens sider og holder lidt igen på tråden med fingrene, mens bien kæmper videre.
Der må kirurgiske redskaber til, vurdere jeg, lægger forsigtigt bogen fra mig på tæppet og går ind i værkstedet efter 2 pincetter.

Det rasende bundt er rullet ud på tæppet. Jeg fanger forsigtigt den lange ende af tråden med den ene pincet og trækker den snurrende kugle tilbage på bogen, nu på det røde cover, der er mere glat.

Hvor meget energi er der mon tilbage i det lille væsen, der kæmper sin dødskamp?

Imens kan jeg nærgående betragte de facetterede øjne, der undrende betragter mig tilbage. Og de to vinger der nu er fri på venstre side af insektet.
Det lille dyr skubber og maser og renser og gnider, og skubber.
Tør jeg tage ved med pincetten? Pincettens kæber synes pludselig kæmpestore lige der ved de mange øjne.
Jeg kan jo altid mase den stakkels bi i et eneste hug, hvis jeg skønner, projektet ikke lykkes. Det trøster mig og styrer min hånd. Så jeg vover med tilbageholdt åndedrag at gribe de tåger af net, der klæber i klumper mellem benene. Bien arbejder med og trækker og trækker.
Nu er forbenene fri. Bien slikker og renser. Vi kæmper forsigtigt videre sammen.
Jeg er dybt bekymret over vingerne på højre side. De er vredet helt rundt i en sammenrullet, krøllet pølse, som klæber til 2 ben.
Pincetterne trækker hver sin vej. Jeg synes næsten, jeg kan høre bien skrige i smerte, men den er tapper.
Den brummende lyd er steget en oktav og er øredøvende.

Man slår hunde ihjel, når de får en sygdom og lider. Og dejlige, skolede heste, der har været uheldige at brække benet. Hvor vover jeg...?

Pludselige er 3 vinger fri og bien letter, men synker til jorden på flisen efter 30 cm´s flugt. Og her er myrerne parat. Jeg vover at klemme bien, og fanger den med Austers sider endnu en gang. Og redder den i sikkerhed. Min sikkerhed.

Endelig er også den 4. vinge foldet ud. Sjældent har jeg set noget så smukt i solen. Den glitrer og sitrer, og på bare 5 minutter pumper den sig op til normal størrelse, vingen, og helt intakt form.
Jeg jubler og roser bien, der vimrer med 2 brækkede følehorn.
Tror jeg da. For den skal bare have snablen renset og det sidste klisterstads fordøjet.
Så hviler den sig lidt. Helt stille. Med lukkede øjne, virker det. Alle sammen! Og ligner nu en helt normal, smuk bi med 2 dækvinger og 2 andre nedenunder, rette følehorn og 6 lodne ben med hår på fødderne. Selv de små kløer er klisterfrie.
Så pludselig blinker den til mig med alle øjnene og letter i en stor, himmelstræbende bue og er borte i det blå.

Jeg vender tilbage til Paul Auster med pincetterne på jorden ved siden af og en tryg fornemmelse af, at jeg lige har udført et ægte mirakel. Mirakler måles ikke i fysisk størrelse, og jo, jeg blev så beriget af det ...

Jeg kigger op til hjørnet af vinduet, hvor edderkoppen - måske lidt sulten - allerede er gået i gang med at genopbygge sit spind. Det gør jeg ikke noget ved, for det er ikke min opgave. Før jeg vasker vinduer i næste måned eller deromkring.


Kamete

Copyright


Sunday, August 10, 2014

Hudløs





Forbrændt.
Udenpå og inderst inde.
Rå og vred.

Blottet yderst.
Eksponeret for det usynlige 
hvisker en tsunami af modvilje - trods skælvende accept:
Forkert! 

Rigtigt? Forkert!

Råt kød 
med prikker
mærker overgrebet. 
Det perfekte gøres uperfekt.

Trægheden 
mod ødelæggelsen
gør gangen besværlig og alligevel målrettet.

Nødvendigt! Siger de, som er klogere. 
Eller er de? 
Er de mon kloge nok?
Klogere end ens egne fornemmelser?

Er der mon et valg?

Fornuftstridig handling i fuld modvilje 
flytter fødder og vilje
den nødvendige vej.
Idag.
Imorgen.
Igen og igen.

Nødvendige vej.

Resten er ar for livet.
Men trods alt 
livet.


Kamete

Copyright

Friday, August 1, 2014

Hitchcock i Vandborg



Fugleskrigene kalder til vinduet.
En enkelt dag i juli - 
indenfor minutter-
disse flokke omkring mit tag.
Facinerende, men flokkene giver påny 
associationer til en gyser...














Kamete

Copyright

Sunday, July 27, 2014

Der er kun en meter imellem os









Engang kunne jeg blot
række armen ud,
og du var der
varm og nærværende.
Nu er afstanden større,
end jeg kan skrige
af mine lungers fulde kraft.
For skriget
vil ikke over mine læber.
Jeg vender ryggen imod dig.
Og længes
kvælende
svidende.
Efter et eller andet.
Eller blot
som det var engang.

Hvor blev du af?



Kamete

Copyright

Sunday, July 20, 2014

Fra måneaftenens skygger

... forleden

Månen. Næsten for meget lys over engene.
På bænken mod vest. Et glas rødvin. Høet kradser i næsen. I aften er ansigtet rundovalt. I morgen er det fuldmåne. Vindene sover... Uvant HERUDE ved havet. De sædvanlige lyde af salt, der forstøves tier ... Ingen raslen af blade eller grene,  men myggene i øret. Og rørdrummen i kæret. DERNEDE!!!
Duerne fløj sydøstover et kvarter i 23 - ligesom i går. Blot silhuetter mod gulgrønt.Jeg skal nyde denne aften. Ved det er en juvel. GØR det også, så glædestårerne triller på sjælens inderside. 
En bil sender projektørerne forbi, og pennen kaster skygge på blokken... Underligt at skrive så tankerne danser skyggedans.
Her er så lyst, så let, så stille, så lyseblåt og rosa. Morgenen er ikke langt borte disse tider. Fyret stråler om kap med månen mod syd. Men Fyret blinker. Månen blinker kun med øjet.
Fru Suttons hus har lyse glugger, sover oftest - og altid i vinterens mørke. Det sted derovre på kanten var værd at eje - også. Men mit sted er er nøglen til lykke og harmoni; fordi... jeg ved ikke helt hvorfor; men det er sådan, det er.






Månen kigger om hushjørnet. Nu er månens lys så kraftigt som en lygtes kegle; men over det hele. Før skrev jeg delvist i blinde. Nu kan jeg læse de krøllede ord.
Dette er Vestenvindens hjemstavn. Mens det regner i Frankrig, har Moder Vejr flyttet varmen mod Nord, og tropenatten er en realitet. Muren bager mig lun med rester af dagens sommer. Lykken cykler rundt i mit hjerte. Jeg kigger efter engle i skyerne, der plejer at vandre. De ligger helt stille, rør sig ikke... Og selv englene er taget på ferie - men jeg ved godt, de er  der - "close by".
Du sidder ikke her på bænken sammen med mig nu, du. DU! For megen lykke til blot een.
Først nu titter stjernerne frem gennem det blå. Ved godt, de har været deroppe, også i morges. Alt for meget lys nu!  Du Måne! Dæmp dig lidt! Jeg vil hilse på Venus og Mars og sende en tanke ud i Galakserne...
Jeg er lykkelig herude. Som en heliumballon denne aften. Kom og besøg dette land! En tudse, stor som dem i eventyrene, blokerer min indgang, da jeg henter pate´ madder og mere rødvin. Måne med overskæg! Nu ligner du Hitler.
Er det deroppe flagermus? Eller blot en forsinket due??? Det blir koldere nu, og flere stjerner træder frem. Karlsvognen!!

Og papiret krøller af dug.





Kamete

Copyright