Friday, January 9, 2015

Sunday, January 4, 2015

Life at the most









Sometimes, you just have to do the impossible
to live the possible


Kamete
Copyright

Tuesday, December 30, 2014

2 par øjne i natten







Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, da DERES mødte mine; så fulde af liv og eventyr, fulde af kærlighed til mig og dette sted herude på kanten.
Utroligt; men trods manglende sne, stod Den Lille Snebjørn udenfor mit vindue med en unge i favnen - sådan lige pludselig.
Jeg havde tænkt på dem i sidste uge, hvor den fine puddersne og frosten varslede vintertide. Men så forsvandt sneen jo igen næsten med det samme, og jeg tænkte, at der måske ikke blev så meget  sne i år, at man kunne lave en snebjørn?

Jeg blev helt varm indeni og boblende glad, fordi jeg havde savnet deres strålende selskab, siden sneen smeltede sidste forår. Deres lysende nærvær; men nok mere end noget, snebjørnens historier. Jeg er blevet så beriget af den universelle visdom, der ligger gemt i snees krystaller, hvor fordampet vand  fra alle egne af Verden  har fortættet sig til den sne, som falder over min matrikel, og hvor hun, Min Helt Egen Snebjørn, har talt til mig - fra hjerte til hjerte.

Som I måske husker, mødte jeg Snebjørnen for første gang  i Rom for flere år tilbage - i en romantisk baggård, hvor jeg - sammen med hende - overværede glødende kærlighed i iskold sne.
Hvordan den samme Snebjørn  den følgende vinter materialiserede sig i mit hus i Danmark her længst ude mod vest  af alle steder i verden - og hvorfor - har siden været mig lidt af en gåde.
Og i år var det end ikke mig, som havde bygget i sneen. Snebjørnen var kommet helt af sig selv, hvor forunderligt og svært at fatte, det end måtte være...

Jeg har dog vænnet mig til at  livets mysterier ikke altid kan forstås med hjernen, og jeg ved, at hjerter knytter bånd, der holder over uendelige afstande og til evig tid, og at hjerternes veje er uransagelige.

En lille tåre gled ud af min øjenkrog, da jeg modtog et strålende lys tilbage som svar på min vinken,.
Hun gør det godt, min bjørnemor!  Og jeg må indrømme, at jeg er stolt af vores venskab.

Jeg havde ikke lagt mærke til det lige med det samme, men nu så jeg, at hun var blevet tyndere end sidste vinter. Pelsen, som minder om isbjørnens, men som er meget  blankere og hvidere, hang omkring hendes lysende kerne, og mens øjnene stadig glimtede mig i møde, virkede øjenhulerne mørkere og dybere.
Der var noget alvorligt på spil. Pludselig vidste jeg hvad:
Isen smelter på Polerne. Havisen dækker ikke, som den plejer, så isbjørnene fortrænges fra deres jagtområder. De kan ikke fange så mange sæler, som de plejer. De sulter og lider, og har ikke mælk nok til ungerne.
Og sneen smelter! På gletcherne, på bjergenes tinder og i dalene - mange steder på kloden. De store mængder smeltevandet bliver til skyer og regn. Men efter et år med alt for høje temperaturer til at regnen havde kunnet fortætte sig til snekrystaller, var Snebjørnemor blevet udsultet... Det var sådan, det var. Og selv om hendes essens havde overlevet, var ungen mindre end ungen fra sidste år.

Med tungt hjerte smilede jeg tilbage endnu engang. Jeg kunne ikke hjælpe dem -  sådan lige her og nu. Man kan ikke fodre snebjørne! Det eneste, mennesker kan gøre for snebjørne, er at omslutte dem med kærlighed og så forsøge at passe godt på den natur, de kommer fra,; så godt, at den kan helbrede sig selv.

Jeg slukkede for julebelysningen, mens jeg tænkte på al den energi, vi mennesker brænder af for at dulme mørket i den kolde, lysfattige tid.
Herude er natten sort, og kun når himlen er klar, ses månen og stjernerne.

I morgen, nytårsaften, vil jeg tænde alle lysene igen og lade natten stråle - men jeg har lovet mig selv her under stjernerne, at jeg vil gennemtænke en strategi for, hvordan jeg, JEG, kan gøre mit helt eget for at hjælpe min Lille Snebjørn og dens unge med at overleve i årene, der kommer.



Måtte DU have et velsignet, fantastisk nytår, hvor end du er! 
Og måtte vi mennesker, vi  med klogskab og forstand i behold,  
forstå vores HELT EGET ansvar for at bringe naturen tilbage til naturen. 
I året, der kommer. 
Og i alle årene herefter. 







Kamete
Copyright 



Wednesday, December 24, 2014

Englevagt


Måtte Gudslyset nå de mørkeste steder,
opløse den tristeste tanke
lette det tungeste hjerte
og varme os alle i kærlighed.






Denne Juleaften 
sammen 
om ikke her, 
så i tankerne.

Denne Guds Nat
med fred i sindet,
udstrakte hænder
og stjernedrys over Jorden.









Kamete
Copyright

Friday, December 19, 2014

Flowers of hope

Nu, hvor lyset går mod sit svageste,
hvor vi kun kan mindes og længes
trøster disse glødende skønheder -
fra en forgangen sommer...


















Kamete
Copyright

Saturday, December 13, 2014

Hvad er det med mågerne?

De fascinerer og tryllebinder. 
De hører til herude ved havet 
langt mere end inde over land. 
Afhængig af vejrliget 
i stille glideflugt og måske et hurtigt dyk mod overfladen.
Andre gange som hvide bøjer - op og ned.
Eller de hviler i klynger i strandkanten nær høfderne.
Når det stormer , stryger de hen over bølgetoppene, 
og man forstår ikke, at de ikke blæser væk med vinden.








Kamete
Copyright

Friday, December 5, 2014

Undermod









Stående på ungdommens top
med livsappetitten svulmende
og modet spændt på som faldskærm
bliver jeg pludselig lammet af skræk.
Parat til at springe ud over tryghedskanten
bliver jeg slået af frygt for
at visne
og gå i frø
som en mælkebøtte.
Resignere 
i hvid skærm
inden livet er smagt til.
Mine sanser er skærpet
og vagt fornemmer jeg
det svage ekko
af snigende forfald, 
der allerede omklamrer min ungdom.
I min kyniske realitet
er alle absurditeter fejet bort:
Kun i barndommens land
bor der prinser og prinsesser.
Frustreret,
holdt nede og ufri -
tonstung af dårlig forventning -
er jeg i dette nu
usikker på
om det findes derude,
mit eventyrland
- det sted i det grønne græs,
hvor jeg kan undslippe fælden?







Kamete
Copyright