RavMod: Når bølgen går udad

Så vildt, så vildt, så vildt.

Mit hus, der ellers læner sig med sammenbidte kæber mod vestenvinden uden at kny når stormen viser tænder, har hele natten igennem og hele dagen idag mumlet og sukket som monstret i en horrorfilm.

Vinden drøner ned over markerne, der skråt hældende danner en slags vindtunnel, som peger direkte ned mod tagrygningen på mit hus. Som om den rasende vind forsøger at løfte taget af sit fundamentet, ryster den huset i dyriske bevægelser. Kræfterne mærkes gennem gulvene, og det piber ind gennem alle luftkanaler og sprækker, der slet ikke er tjunet til vind med sådan en vrede fra øst.

Denne østenstorm blev varslet som snestorm, men endnu har den kun slynget mægtige skyer af støv og grus fra tørre marker højt til vejrs - og sløret farverne i det blege, beige landskab, der nu blev gråt i gråt.

Østenstorm er sjælden på disse kanter. Jeg har ikke oplevet noget så koldt, nogensinde, som netop idag! Selv om jeg til sammenligning har tilbragt vinteren i Lapland med 40 minusgrader engang, føltes det ikke så koldt som idag oppe på Fyret.
Jeg vidste godt, det blev koldt. Men jeg måtte derop! Det blev voldsomt og en smule skræmmende. Og absolut fantastisk.

Den smalle udgangsdør lige i vinden udgjorde på pudsig vis en slags luftlomme med læ, men en halv meter ud til siderne for denne helle og rundt om Fyret var der ingen, ingen nåde!

Det virkede umuligt at modstå vindpresset, som om man sagtens kunne være lettet, hvis man var hoppet 10 centimeter opad. Det var umuligt at stå så fast, at man ikke blev presset hen langs siden på Fyret mod rækværket - og med en følelse af risiko for at blive løftet over kanten, blev fotos lige så rystede, som den hånd, der holdt kameraet.

Imponerende var det. Og skingrende, svidende, isnende koldt...

Bagefter nede på jorden og alligevel højt over havet mærkedes det samme sug: Vindpresset hen mod afgrunden og ikke som ellers, bort fra kanten og ind over land. Det virkede ikke som nogen specielt god ide at gå derude, hvor stien følger kanten af klinterne - der, hvor udsigten er flottest mod syd og nord. Men jeg måtte ud og se bølgerne ovenfra. Se det udad frådende hav. Hvide, tværsgående streger, der blandede sig med utætte, luftige snebyger til et hvirvlende grønligt glasmaleri - skiftende som et kalejdoskop i rotation.

Idag er der ingen solnedgang, men jeg ved den er der, solen, derude mod vest over havet - et sted bag de dansende snebyger.