Kaosbølgens ophør

Stenene idag som knogler og bene.
Andre tider springer kun de runde 
og glatte i øjnene.
Hvorfor lede efter rav blandt disse gråheder?
DU så styrken i det simple, det ubetydelige,
styrken i det svage, det grå. Først bid for bid 
forstår vi omfanget af den gave, du gav os.

Mens ralstene snakker
       brydes bølger over
              sandets myriader.
                     Hvert korn sin stemme.
                            Hver sten sin tone
                                   i denne stille melodi.

Akkompagnerer mon englene oceanets sang 

med deres harper?

Alle tårer
fældet i dette tidevand 

smelter sammen med  milliardernes tårer.
 Nogle er dine, før du fløj bort.

Andre er vore i savnet 

af dit nærvær. 

Bragt ind af en dønning - en afrevet vinge i vandkanten.

Sorgens vinge, måske, der faldt ned

for at minde os om,
at intet er borte.


Når solen 

synker

slukker dagen.

Forsvinder med lyset i havet
eller suges med mørket op blandt stjernerne.

Men livets illusion genopstår som dråber af dug i morgenens rødmen
eller som skyer og regn.


Herinde i vigen
din sidste åndes pust.
Eller er det dine nye hvide vinger, derude?

I glitrende dråber af genkendte tårer ser vi dig rejse blandt stjernerne.

Kamete
Copyright