Det er så nemt at være bagklog,
når man står med ryggen mod vinden...
Men det er mere end det.
Det er en viden om,
at herude behøver du ikke sige til,
før du kommer.
Herude skal du ikke igennem min fæstning
Vinden var der først,
og alting står pivåbent.
Ravmoddsland 1-4 - samlet
Månesmilet,
så gådefuldt i aften.
Jeg sidder i det dugdrivende græs
på kanten af Dette Land og Evigheden.
Denne aften flyver jeg på Jonathan Livingstons vinge
ensomt mellem månen
og solnedgangens guldskål.
Ser høfderne dernede i mågeperspektiv.
Sejler, dykker, glider
på den perfekte følelse af frihed
som opvinden støtter og løfter.
Havet og stormene har takket kystlinien,
men i aften er alt stille,
og kimen af lykke vokser i mit hjertets væksthus.
De mørke agre bag mig
kysser himlens lyseblå,
mens den rosa farve på hvælvingen svulmer
som tanker i elskovslyst.
Bovbjerg,
land af hav og himmel.
Dit Fyr som bolværk mod skibbrud gennem sekler,
ledestjernen mod Vest.
Når beghavet går bersærk
og stejler så bølgerne kammer hvidt i mørket.
Smider høfdestene som var de brosten -
så regerer Ravmodslandets Drage over
en af Verdenshavets farligste kyster,
over knejsende klinter og undergang.
Dens øje blinker gult.
Nattergalens sang ved kæret på bakken
minder endnu i erindringen
om midsommer og alfernes tågedans.
Dens guddommelige triller
og brændingens åndedrag dernede
har sat min sjæl i vibrationer.
Jeg er så lille som det sandkorn, jeg sidder på
og alligevel stor som en stjerne.
Stor som Universet.
Vigtig som Urhavet.
Verdens centrum udgår fra mine fjer,
mens vingerne har kurs mod Mælkevejen,
som er deroppe i det endnu usynlige.
Jeg hilser på gåseflokkens lyn,
mens jeg krydser.
De er ikke så frie som mig, gæssene,
bundet af flokinstinkt og flyveorden.
Jeg er fri som de mågevinger, der bærer mig.
Men alligevel hører jeg til.
I min egen flok.
Sådan som jeg er.
Herude.
Det er så nemt med bagklogskab,
når man står med ryggen mod vinden...
Men det er mere end det.
Det er en viden om,
at herude behøver du ikke sige til,
før du kommer.
Herude skal du ikke igennem mit skjold
for at nå mig.
Vinden var der først,
og alting står pivåbent.
Kamete
Copyright
No comments:
Post a Comment