Længe var stranden øde. Herude er stilhed eksklusiv!
Mine fodtrin over de rullende sten sender havmåger til vejrs over høfden, og de skriger:
- Hvad gør hun på VORES strand?
Men det forstyrrer ikke min sindsro. Måske fordi jeg ikke helt forstår mågesprog.
Pludselig bliver roen revet fra hinanden af ti motorsavsbier i hidsig flugt langs stranden. Dem så jeg ikke komme, hørte blot jorden gungre, og så var de forbi.
- Hvad gør I på MIN strand? råber jeg efter dem med mit helt eget næb.
Men de kan intet høre under hjelmene, og godt det samme...
Intet forstyrrer dog gæssenes gækkende V-kolonnetræk højt oppe over klinterne, og snart er stranden som før.
Dagen går på hæld i purpur og blåt.
Som brændingen, sat på repeat i cyklisk, uforstyrret balance.
Kamete
Copyright
Bi et øjeblik på sidste foto ... Passer skyerne på solen?
ReplyDeleteJeg håber det, for det bliver Solen, der er vores livsbetingelse, der kan/er vores værste fjende - smuk, men også dræbende. Fortoet er smukt, men også med en skjult advarsel... Tak ..