Tuesday, October 29, 2013

Hjertestorm



Presset 
mod den hylende storm
"kakkede" 
mit hjerte afsted 
som en dårligt tunet motor.
Vindens piskeris slog havet til marengsdej,
og små hvide kyskager rullede og sprang
som vindhekse 
over sandet 
mod klitterne.


Med øjne spiddet af sandsyle
og munden halvt knebet til
turde jeg knapt
se weekenden og stormen i øjnene.

Pludselig stod han der - havmanden 
i gummistøvler 
og sort elefantpessar.
Måske var han kommet på sidste bølge?

Som Kong Neptun 
med sin fork
greb han min hånd og sagde:
"Kom med mig, Havfrue, til mit rige! Rid på min ryg.
Jeg vil tænde mit ildsted 
med morild og sankthansorme
og servere dig morgenkomplet af muslingeskaller!
Og når vi har elsket 
til vindharpens toner
så er du min"...


Kamete

Copyright

Wednesday, October 23, 2013

Barrikere



Jeg støder mod den menneskelige tomhedsmur
med en skrøbelig blomst 
i min tanke.
Jeg frygter
at den skal gå ud -
blegne i min varetægt,
mens jeg kæmper
for at komme forbi.
På mine fingre
spejles de reflektioner,
som har krydset andre menneskers 
øjne.
De er kimens næring -
hånden dens beskytter.

Jeg er træt,
og jeg er bange.
Jeg er dødsenstræt
af at være bange for at blive for træt.
For træt til 
- mod min vilje -
at ophøre med at presse på.
Men jeg magter ikke at gennembore skjoldet,
kvase dets hindring.

Kan jeg mon skyde en blodstrøm
op over muren
og med den
sende tanken afsted mod sit mål?
Til det nøgne vintertræ,
der står der borte
alene
og skuer ud i det tomme øde rum,
ubegrænset og uden mistro
parat til at folde sig ud i lysegrøn blomstring
ved min overførte livskraft?







Kamete

Copyright

Thursday, October 17, 2013

Dig i mine tanker








Derinde 
under kæben
det varmeste sted.
Tryghed 
og styrke. 


Kløften, der leder mod maven
med de stive krøller
i grånet glans.


Stedet dernede,
der skifter i intensitet og fylde. 
Sin helt egen dans.


Armenes kreds 
med hændernes faste, ømme strygninger.
Duften, jeg kender så godt 
i sit skift mellem rovdyr 
og den fineste ambra.
De blide nus 
i nakken.

Kroppens fulde længde 
og åndedragets pust 
på næsen,
mellem brysterne.

Nappene
Steder, hvor de kildrer. 
Hvor de henrykker. Hvor de gør godt.

Søvnens sange.  

Disse skatte 
er også blevet mine.

Alt dette 
i sikker forventning 
om næste gang. Og næste, og næste. 
Om fremtiden...

Jeg flyder på taknemmelighed for alle disse gaver.
Fordi du vil mig. Og tør mig.
Fordi du er der. 
For mig.
Fordi...
Du er!
Dig.




Kamete

Copyright

Tuesday, October 8, 2013

Oktoberblues.








Allererde 
inden øjnene sprækker
som modne kastanjer på frønnet jord
anes det blytunge undertryk over de gryende marker.

Mine 
følsomme 
barometerantenner 
melder lyssvag, energiblokeret efterårsdag.

Jeg 
nægter 
at vågne...
Vil ikke forlade 
drømmelandets sommer...
op til nuancer af gråt i gråt...




Kamete

Copyright

Sunday, September 22, 2013

Englenes himmel







På vej tilbage mod Vandborg fra syd kører jeg mod solnedgangen og drages mod den umådelige himmel. Guld i gyldent fremhævet af sorte industrialiserede silhuetter. Mølle og master. Overflod af visuel rigdom. 
Englene danser.
Jeg standser bilen flere gange og prøver at indfange den overvældende skønhed med kameraet.
Nu passeres vejen til Fjaltring, og jeg drejer improviseret af for at nå solnedgangen, som jeg ved udspiller sig lige for enden af Høfde Q.

En helt anden glans på himlen i helt andre farvetoner nagler øjet mod de sorte sten, der glimtvis oplyses af rosa og himmlblåt, når det dvaske, rullende vand slår ind mod kysten og sender sprøjtene opad.

Bølgernes kamme kan følges på deres vandring mod land, og lyden følger øjets bevidsthed om anslag og afslutning.

Men ikke nok med, at jeg skal opleve dette under...

Den logiske vej tilbage til hjemmet på bakken er ad kystvejen, og her drejer den lige forbi Elses hus nærmest havet under klitten.
Hun lånte mig velvilligt sit kamera, da mit eget blev skadet forleden på reportage om flaskepost-ællingerne...
Nu vil jeg aflevere kameraet.
Der bydes på et glas, og Else tager en pause i sine sysler - med ansigtet vendt ud mod vejens mørke streg gennem ruden bag mig.

Efter en stund med stille samtale om livet blinker uventede billygter i mørket. Endnu en - så en mere. Bilerne kører op over klitten ad sandvejen. Usædvanligt, siger Else, der kender sin klit og dens rytmer. Og vi to enes om at undersøge mysteriet. Går arm i arm ud i mørket.

Inden vi når op til det plateau, hvorfra havet kan ses og høres længere nede, kommer en kæmpemæssig ildflue svævende op over sandet og stråene. En af disse smukke varmluftslamper, som vi ser på film er det. Et brændende luftskib  sejler i en opadvendt bue over den kulsorte himmel og falder mod jorden, der en drivende af vand fra de sidste dages vådvælde. Mørket omslutter os atter. 

Endnu en lygte får os til at gispe. Den er orange. Den svæver højere og længere ind mellem husene, før den slukkes i det våde græs efter banen mod jorden.
Vi jubler over oplevelsen, og må nødvendigvis vide, hvad de 3 bilfulde mennesker af 3 generationer laver her på klitten en sådan aften, så vi rykker nærmere, og Else spørger en ældre mand i flokken:

Jo, Ulla, hans afdøde kone, hørte til huset der´... 
Manden peger mod huset bag klitten. Det er Elses hus. 
Idag er det årsdagen for konens død - og manden, børnene, svigerbørnene og børnebørnene er taget herud med lygterne for at mindes ved at bringe tankerne tilbage til hendes udgangspunkt - hendes oprindelse - det sted, hvorfra hun kom, hvor hun blev født. 
Med levende lys. Men kontakt til himlen.

Mandens stemme vibrerer af ømhed og savn.

Hårene rejser sig på kroppen af os i højtidelighed og ærefrygt over englene, der sluttede denne ring for familien - med Else på bakken og løfte om at familien en anden dag, når de har lyst, må komme indenfor og se Ullas fødehjem. Vi knuser manden og hilser godaften. Billygterne fjerner sig i mørket, mens vi vinker.

Else ville ikke have set lygterne i natten uden mit besøg, fordi hun var optaget af sine malerier. Jeg ville ikke have kørt langs havet uden himlens tegninger og tilskyndelsen til at fotografere... Det er gribende. 
Det er så ubeskrivelig smuk en aften. 
Og deroppe står den kuglerunde, hvide måne bag de begsorte skyer, der hvælver sig med store, gyldne vinger mod nattemørket. Øverst oppe over Ferring  og os. 
Her forbindes jord og himmel i en Jacobsstige.
Denne almindelige aften - herude ved havet. 


Fjaltring - høfde Q - 18.9.2013


















Kamete

Copyright

Sunday, September 15, 2013

Vandborg kalder fra kyst til kyst


Vandborg kalder fra kyst til kyst 

Lørdag eftermiddag hoppede Per på kajakken for at sende vores wave-mails afsted til fremmede kyster.
Vinden var i den rigtige retning fra kysten - men nogle store dønninger buldrede ind mod høfden ved Ferring Strand og gjorde det til en forestilling i, hvordan bølger læses og en kajak ros!
Utroligt - men som små ællinger efter båden fulgte flaskeposterne med ud på det åbne hav efter Per og Kajakken.
Herude blev de sluppet løs med en saks.
Per kom velbeholdent ind igen - ikke mange kan vel mestre deres kajak, som det blev gjort her af Per.
Det kostede fotografen en tur på rumpetten på den glatte høfde og et kamera - men det var det hele værd.
Nu venter vi på svar derude fra Verden..