Vinterblik

Idag er en af disse sjældne dage med blegblå himmel, 

hvor  landskabets ellers evige bevægelse  er stivnet 
og horisontlinjen lægger sig mørk og skarp ovenpå digets takker.

Herude bøjer alt sig for vinden. 

Vugger og duver eller lægger sig ned, underdanig for kræfter, der er større end mennesker. 

Kræfter, der er vildere end vildt.

Men som også fungerer som  lunge og åndedræt for en hel nation.

På disse kanter  kommer vinden fra vest. 

De fleste dage af året.  

Men sneen rammer altid mit hus fra øst og lægger sig i min have som langbåde med kølen opad.  

Får mig til at tænke på omvendt aerodynamik.

Får mig til at forstå, hvorfor både og skibe har den facon, som de har.

Efter dage, hvor vældige søjler af gråt og mørkeblåt for hen over havet og landet, 
mens de smed deres hvide pulver

og gjorde sorte og grønne marker ligeså hvide, 

er mågerne trukket ind over land.

Som om de vil bese alt det smukke fra oven. 

En enlig måge har skilt sig ud fra flokken og sejler forbi mit vindue. 

Kigger indenfor og møder mit blik.

Den ser mig ind i sjælen. 

Har allerede opfattet min historie.