Den lille snebjørn

Det var i slutningen af februar, og store fnug i klatter som sammenfiltrede dun faldt de forkerte steder.
Ingen, absolut ingen  havde forventet sne i Rom.
Ikke de sidste 60 år havde byen været hvid som nu - og kun gamle romere kendte derfor til sne på de toppede brosten.
Kun den sne, som faldt i Alperne, vidste man noget om. Den blev brugt til at stå på ski på.

Som et firben udsat for kulde stivner i alle lemmerne, gik Storbyen næsten i stå. Et lag sne på 5 centimeter lammede trafiken  og normaliteten, så en ganske almindelig skandinav måtte tro, det var løgn.

Fly blev aflyst på grund af. manglende faciliteter til afisning, biltrafikken sneglede sig afsted, slanke ben i tynde stiletter vrikkede hen over sjappet, og alle - lokale såvel som turister under tusindvis af paraplyer - frøs og forbandede væden, der sejlede ned fra oven og blev trukket med indenfor i de fine butikker. Da sne og marmor danner en glat cocktail, blev alle seværdigheder beordret lukket af myndighederne..
At tænke sig  Pantheon og Collosseum uden turister!!.
Og hvordan overlever man som turist uden Peterskirken og Nationalmuseet?

Til kamp mod den hvide dyne på Peterspladsen og andre pladser, blev  åbne ladvogne med forventningsfulde mænd på ladet sendt afsted fra bystyrets parkforvaltning. Og der, hvor tusindvis af pilgrimme og turister  i behagelig varme og strålende sol gennem hundredvis af år ellers har samlet sig og beundret plaskende fontæner, kløede mænd med solbrændte ansigter sig i håret,  iført  orange heldragter og bevæbnede med træskovle, mens de tog fotos af hinanden på skift...
Den caféejer, der var for utålmodig til at vente på, at parkarbejderne fik poseret færdig, måtte selv gribe til skovlen, mens de blankpudsede sko gled bagud på til-isede italienske lædersåler.

Rundt omkring på fortovsrestauranterne sad de standhaftige. De indfødte, der hver evig eneste dag  partout måtte nippe til ekspressoen, siddende i gademylderet  med i-padden eller avisen foran sig på de små borde. Nu lå der sne på dugene, og de gule roser havde hvidt mellem bladene.
Romernes bare arme eller tynde trøjer var skiftet ud med jakker og tæpper. Man krøb sammen som posemænd og posedamer, gned stive fingre og skuttede sig i en blanding af foragt for elementerne og kamp mod uretfærdigheden.

Sådan var stemningen i Rom, da historien om den lille snebjørn tager sin begyndelse:

Det var blevet aften, og kulden var krøbet så meget under nul, at sneen knagede, når man gik på den.
Om eftermiddagen havde sneen været våd, og et uendeligt antal fodaftryk var nu frosset sammen til  skæve, knortede, ujævne mønstre ovenpå brostene. Den knirkende lyd fra nysneen gav en mærkelig fornemmelse under fødderne, der hos uøvede snegængere udløste denne hoppende gangart, som også hundehvalpe har, når de betræder sne for allerførste gang.

Jeg havde stået længe i tørvejr i den halvmørke port, der lå tæt på opgangen til min bed and breakfast, og var blevet suget ind af stemningen på den næsten øde gade med det søvnige, halvt tilsneede lampelys. Jeg morede  mig over denne blanding af kådhed og foragt, som udfoldede sig på gaden udenfor, når de få forbipasserende fordgængere balancerede afsted på den knortede gade.
Bylydene, som aftenen i forvejen  havde summet af trafik, musik og mennesker gennem strædet, var dæmpede, og selv om jeg stak hovedet udenfor portens skærmende hvælving, var de nu så svage, at lyden af fnuggenes sarte anslag mod jorden virkede nærmest anmasende.
Jeg stod roligt og indsnusede stemnngen, da min opmærksomhed blev fanget af  stemmer og latter gennem porten.
Af nysgerrighed gik jeg så meget frem, at jeg nu havde fuldt indsyn til den lille baggård mellem flere ejendomme, som sammenbygget i en trekant dannede en lille hvid oase.
Her holdt jeg mig diskret ude af lyset fra de små lamper, der ligesom ude på gaden var halvt tildækkede af sne, mens jeg som en anden spion stod og kiggede ind i gården. 
Lyset virkede meget gyldent og hyggeligt derinde.

En midaldrende mand og en jævnaldrene kvinde - som sagtens kunne være bedsteforældre at dømme efter udseendet - skubbede ivrigt en snebold  rundt i sneen side om side, mens de klappede rundingen  og formede den minutiøst. Trillesporet sås tydeligt som cirkler i sneen.
Ind imellem runderne stoppede de op, vendte sig mod hinanden, smeltede sammen i lange kys og trillede så bolden videre...
Der  lød et host. Så mødtes de i et kram igen. Deres favntag blev mere og mere langvarige, fnisene fra kvinden og de dybe brum fra manden mere højlydte og løsslupne. Og sneboldene, de kastede efter hinanden flere og flere.
Til sidst var kuglen så stor, at de næsten ikke kunne rokke den mere. De lod den ligge midt i gården og startede på en ny snebold, som de lidt efter stablede op sammen med andre mindre snebolde, som allerede lå i en stak.
Pinligt bevidst om, at jeg stod der som en anden lurer,  kunne jeg alligevel ikke slippe denne magiske leg og måtte overbevise mig selv om, at eftersom jeg stod en slags offentligt sted, kunne jeg helt legitimt blive stående der, hvis det passede mig, uden at man kunne sige noget til det.
Jeg tror såmænd heller ikke, at nogen af de to ville have bemærket det, om jeg så havde stået midt ude i gårdens smukke belysning og kigget direkte på dem.. De var som fortabt i hinanden og i deres sneprojekt. 
Jeg blev derfor stående ude af stand til at løsrive mig.
Det så ikke ud, som om de oplevede sne for første gang. Jeg kunne ane barndommens kådhed skubbe bag på, ungdommens glød blive vakt og brænde sig igennem mod overfladen, og hver eneste bevægelse genhuske fryden fra tidligere oplevelser.

Endelig var der en stor, nogle mellemstore og 4 mindre snekugler lagt ved siden af hinanden, og de to tog sig en kåd tagfat rundt i sneen. Hun efter ham, men nåede ham ikke. Prøvede genvejen den anden vej rundt i gården. Han fangede hende i stedet og vaskede hendes ansigt, så hun hvinede. Hun trak hans hoved til sig, og gjorde hans kinder våde med sneen fra hendes mund og vanterne bagefter. Han spruttede og brokkede sig. Hun grinede.
De hylede af grin.

Pludselig forsvandt kvinden ind ad en dør i en af gårdens hjørner i noget, som lignede et udhus. Imens delte manden den store snebold i 2 lige store dele med en sav, som må have ligget i sneen allerede og skrabede med den bevantede hånd et krater midt i begge halvdele, som var det et græskar, han fjernede kerner fra.
Kvinden kom igen med en pose i hånden. De udvekslede nogle ord, kyssede voldsomt og vaskede hinanden med sne, endnu vildere... Denne gang røg sneen indenfor tøjet. Nu var hendes hår, der viste sig gråt,  hoppet ud under huen. Løst flagrende trak han i det, så huen hoppede af. Hun  skældte voldsomt ud - og fnisede.
Jeg havde kun set få andre romere den dag med noget på hovedet, til trods for sneen. Men hendes hue var en rigtig skihue. Nu var hun barhovedet og hendes lange hår fyldt med sne.
Jeg havde prøvet at gætte på, hvad det var for en slags snemand, de var i gang med at bygge, men jeg kunne ikke få størrelserne til at passe på noget.
Nu begyndte de så at samle de to store, udhulede dele omkring et eller andet, jeg ikke kunne se, hvad var. Samlingen gik hurtigt, som om det ikke var første gang de formede og samlede en lignede skulptur, omend det sagtens kunne have været i et andet materiale.

Jeg var ved at blive kold. Jeg havde stået temmelig længe i skyggen i porten, men ville ikke bevæge mig omkring eller svinge med armene. Så jeg forsøgte at ignorere kulden.
Nu så jeg med ét konturen af en bjørn. Ikke på sine fire poter, men en stående bjørn. 
Den gik kvinden til brystet, som den stod der med forpoterne fremme.

Og så skete det pludselig: Den fik liv. 2 livfulde gule øjne og et  gyldent hjerte lyste ud gennem blændende hvid sne. Bjørnen stod der på sine bagben og brummede og snerrede i al sin hvide gennemskinnelighed. Den hvinede og sukkede.  Alabasterlignede skønhed med glødende åndfuldhed gennem øjne og hjerte smeltede sammen med lyde af elskov og overgivelse.

Jeg var lamslået af betagelse og benovelse. Som direkte ud af et eventyr lyste dette væsen med en kraft og en ild, som lokkede og betog. 
Jeg stirrede og stirrede og mærkede suget i mave og lænder selv.

Tiden stod stille her i mørket i porten i snedækkede Rom midt i Italien.  Den storby, der ikke skulle have haft sne, men som alligevel var blevet pudret i hvidt og havde fået et helt andet liv påtvunget - eller foræret alt efter, hvordan man vælger at vende det.
Jeg ikke kun så bjørnen, denne skønne skabning, som stod dér så lysende og betagende midt i gården,
jeg hørte den også. En organisk brummende resonans og en slags sukkende mumlen steg og faldt som ekko i gården. 
Henført til eventyrlandet var det først langt senere, jeg opfattede, at lyden kom fra et andet sted end bjørnen. Fra et af de skyggefulde hjørner af gården, hvor mine øjne ikke havde adgang. Så genkendte jeg stemmerne, og blev rigtig forlegen over, at jeg stod gemt her i skyggen endnu, naglet fast til jorden.  Alligevel blev jeg stående, mens mit hjerte bankede, så det overdøvede sneen.  
Efter flere minutter var jeg slet ikke i tvivl om, at sne og hud smeltede sammen. Og at mødet føltes meget, meget kold. En nærmest hysterisk latter gjaldede gennem gården. 
Endelig blev det stille.

Jeg skulle lige til at vende tilbage til lyset på gaden, da 2 halvt påklædte sne-væsener passerede lige forbi mig i den smalle port. "Godaften" fik jeg fremstammet på dansk. 2 munde hilste muntert tilbage. 2 hænder holdt i hånd, og ingen hverken så forbavset eller genert ud. I passagen faldt lyset på 2 rødmende ansigter, der ikke rødmede af skam, men af friskhed og glæde. Af ungdomsglød og legelyst.

Bjørnen stod endnu i gården og fægtede med forlabberne. Men den var tavs.

Næste aften var den der endnu. Gården var tom, og jeg gik nærmere for at studere dens skulpturelle skønhed. Øjnene var 2 gule glaskugler. Hjertet en større glasklump af uregelmæssig facon.

Jeg havde oplevet kærligheden fra første parket. Havde fået en oplevelse af  uendelig ungdomsglød på trods af alder. En opblussen af lidenskab, fordi muligheden kom forbi i form af en aften i usædvanlig sne. Sneen kølnede ikke elskoven i en kold baggård, men opildnede den, som var det en ungdommelig sommernat i Rom.

Nu er jeg tilbage i vinteren i et andet land, hvor sne er almindelig.
Af sved og af spyt, af salte og af søde tårer, af havenes fordampning og dyrs og menneskers udånding, og af markernes em stiger væde til vejrs - vandrer under himlen som svulmende skyer, og falder ned mod jorden igen som regn eller sne.

Den italienske snebjørn smeltede få dage efter, men dens fordampede krystaller steg til vejrs og landede denne vinter på marken lige udenfor mit hus.

Jeg har arbejdet hele eftermiddagen. Jeg har rullet og stampet. Klappet og trykket. Slebet og pudset.
Til sidst fandt jeg nisseskeen frem inde fra køkkenet og tænkte på et græskar.
Roms baggård havde været i mine tanker og nu skulle jeg til at samle de enkelte dele.

Jeg havde tænkt og tænkt, indtil jeg fandt løsningen, og nu sad de 2 næststørste ravstykker fra min samling præcis der, hvor øjnene skulle lyse, og den kæmpstore vidunderlige klump, jeg fandt for et par måneder siden, var bjørnens hjerte. Så glattede, pudsede og trykkede jeg igen - og til sidst manglede jeg bare at tænde.

Jeg genhørte lydene gennem vindens fortælling. De kom til mig dernede fra baggården i Rom og helt herud på den yderste kant mod havet.
Jeg mærkede længslen selv. Tænkte på, hvor heldige  de der tør, kan være. Hvor dyrebar livet og kærligheden er. Hvor meget en løssluppen dag kan betyde.

Da mørket faldt på, tændte jeg. 
Dér stod den med glødende øjne og sit lysende hjerte. 
Snebjørnen, der havde overlevet rejsen fra Rom til Verden mod Vest. 
2000 kilometer i tankerne,  i mindet, i sjælens skatkiste. 
Og jeg vidste, at når vinden igen var mildere, og bjørnen var smeltet, så ville kærligheden og dens længsel overleve gennem ravet, som de havde overlevet 10.000 år før nu.

Kamete
                                                                                                                          Copyright