Sunday, December 2, 2012

Hvor himlen er størst....


RavModsland
I Rav ligger
stolthed og oprør
bølgekraft og åbenbaring
usleben råhed og forarbejdet produkt
gennemskinnelighed og modstandsdygtighed
historie og foretagsomhed
skønhed og værdi
urtid og fremtid

I Mod ligger
høfder og kornmod
optimisme og risikovillighed
redningsmandsdåd og villigt initiativ
røre i andedammen og modstand politisk
afsky for noget og mod på noget andet
modtagelighed og gåpåmod
kraft og retning

I RavMod ligger
fortælling og vidnesbyrd
indstilling og sindstilstand.
I Ravmodslandet, 
der bor vi.





Jeg starter nu en blog, der er linket til bloggen ”Kunsten i bevægelse”.
Den hedder RavMod.

På den vil jeg skrive om dig og om mig.
Jeg vil skrive om os herude fra landet omkring Bovbjerg Fyr.
Men også om dig derude i Verden

Fra bakken i Vandborg Sogn, 
hvor Skotland er nærmeste nabo stik vest ...
og hvor jeg bor i mit hus
med sin front mod vindens hylende fortællinger,
vil jeg skrive mine tanker.
  
Jeg vil komme med reflektioner.
Jeg vil skrive digte.
Jeg vil lege med ord.
Jeg vil beskrive livet, som jeg oplever det.
 Eller som jeg ser det - i dine øjne.
Dets evige turbulens.

Jeg vil lægge billeder ind, med de stærke stemninger, som drog mig herud.
Og som holder mig fast.



Når Bølgen fra "Kunsten i Bevægelse" næste år er rullet hen over os,
og efterlader kunst og sammenhold i Vandborg synligt for mange,
vil bloggen leve videre,
håber jeg.

Og,
håber jeg også,
da blot være en af mange stemmer her ude fra
 til Verden omkring.
Til jer, der bor ovenfor
eller nedenfor dette land
eller længere der indad mod øst,
I - omkring os,
hvis grundvilkår som mennesker er de samme,
men som farves af anderledes kræfter og omgivelser:
Kig med og føl efter!
Oplev, hvad dette sted kan generere af tankevirksomhed og tiltag.
Kom gerne med kommentarer!

Du fra RavModsland kan skrive om din verden via   
Få dit link lagt ind.

Skriv om:

Dit håndværk.
Din passion for kunsten.
Din spændende forretning.
Din lidenskabelige hobby.
Dit projekt.
Din bog.

Og meget, meget andet.

Få din egen formidling af det, som er vigtigt i dit liv gjort synligt.
Del med os andre...

Når det hele udvikler sig,
finder vi nok en måde at organisere vores stemmer  på,
så de bliver værdifulde for mange.



Bare det



Hvor er stilhed dog larmende.
Det dunker og suser,
og natten er så lys.
Efter gårsdagens storm
faldt landet i søvn - 
blev til glas. 
Så sprængfyldt af slumrende liv 
men umuligt at vække.

Med drømmende bevidsthed
aner jeg,
at lige her findes det,
som er værd at leve for:
lykken og skønheden.
Jeg genkender skønheden i den vindstille bølge
af ingenting,
som er naturens alting, og jeg ser,
at lykken kun eksisterer i de korte tidsstop,
hvor den erkendes.

Kamete      
                                                                                    Copyright             




1 comment:

  1. Hvor er din side blevet smuk...dine tanker flotte og dit ordforråd rigt og fyldigt beskrivende:-) Knus Trine

    ReplyDelete