Det var kun et dyr...

Det sker på et splitsekund: Lyskeglen fanger en bevægelse. Hjernen registrerer et rådyr i flyvende fart tværs over vejen. En løs projektil skudt af på klods hold. 

Måske blinkede øjets reflektion - ellers var begivenheden kun bevægelse.

Dyret undslipper forenden af bilen. Et lettelsens suk. 

Og så springer nummer 2.

Det rådyr var ikke så heldig, som det første.

Men det første reddede måske bilen og chaufføren fra meget større skade. For i millisekundet mellem de 2 spring slap foden speederen og trykkede med tillært forsigtighed på bremsen. 

Det er jo glat på vejene disse tider. 

Nummer to var ventet, men slap alligevel ikke. 

Så stærkt gik det hele.

Kroppen blev slynget ud til siden med et mørkt bump. 

Dyret rejser sig angst og vaklende, da jeg nærmer mig forsigtigt i mørket. Jeg fryser uden vanter og noget på hovedet i den bidende kulde. I vildrede lader jeg det i fred og går tilbage til bilen for at ringe til min jægerven, der dog ikke tager sin telefon. Så trykker jeg oplysningen for at få et eller andet nummer. 

Den unge mand i røret foreslår 1812 for dyreambulancen.

En venlig kvinde på 1812 skal vide, om det skadede dyr lever endnu. 

"Det gjorde det for lidt siden", siger jeg. 

"Prøv at gå hen til det igen!"

Jeg nærmer mig lidt anspændt i mørket med det svage lys fra min mobil afsøgende grøftekanten. 

Det har flyttet på sig.

Så ser jeg pludselig øjet. Det blinker grøngult tilbage. 

Rådyret ligger på siden med hovedet bøjet bagover i en skæv vinkel. Midt i det fintformede hoved lyser nethinden.

"Prøv at stryge hen over øjet med en finger - eller hvis du ikke synes, det er så rart - med et strå eller lignende. Hvis det ikke lukker øjet, er det dødt."

Jeg gør, som hun siger. Øjet blinker ikke...

"Så er dyret stendødt, konstaterer hun."

Som når man ringer til den menneskelige vagttjeneste, skal hun vide, hvor påkørslen skete. Hvor det skadede dyr nu ligger i forhold til vejen. "For det tager kommunens folk sig af " - siger hun venligt.  

"Kan du køre hjem ved egen hjælp?"

Jeg bekræfter, at bilen vist bumper lidt, men nok godt kan køre derfra ved egen hjælp.

"Det er jo lige i nærheden af, hvor jeg bor."

"De var to!" - fortsætter jeg med sorg i stemmen. "Og nu er der kun en tilbage - alene - derude i mørket."

Hun lyder trøstende, da hun siger:  "Dyr knytter sig ikke sådan til hinanden."

Nå, tænker jeg... Mon hun nu også ved alt om det?

Jeg finder huen og vanterne og halstørklædet frem. Husker pludselig, at jeg efterlod pandelampen i bilen forleden, ifører mig også den og går tilbage for at lede efter forlygten, som mangler og lige kigge en ekstra gang. Lygten er som suget ned i sneen. Jeg finder den ikke. Men det slukkede liv ligger allerede med rim  i ørerne. Og en lille pyt af smeltet sne under den endnu varme snude.

Her til morgen tager jeg tilbage med fotoapparatet. Dyret er borte. 

Jeg falder i staver oppe i mit vindue, da jeg atter er inden døre: 

Idag ser jeg ikke 2 rådyr på åsens kant dernede ovenover søen... De to følgesvende, som jeg så ofte har spottet  i spring, yndefuldt lige efter hinanden, hurtige som vinden hen over de frosne, hvide flader.

Måske det rådyr, som slap igår, gemmer sig? Skutter sig ensomt  i sorg og græmmelse? 

Det kan umuligt være det samme at springe over markerne alene, når frosten bider, og føden er knap?

Nu håber jeg, at det trods alt overlever vinteren.

"Dyr knytter sig ikke sådan til hinanden". 

Måske trøster det lidt, at hun sagde det alligevel....

For dueparret, som under orkanen sidste vinter legede "Kom vind! Og tag mig!" - lige i kanten af og op over de hældende træers kroner - blev brutalt revet fra hinanden, netop som vintergækkerne kløvede den bleggrønne jord, selv om de to fugle havde været par i min have i mange år før dette. 

Jeg blev hidkaldt til haven af dyreskrig. 

Men duehøgen havde allerede sat sin klo så hårdt i hunnen, at den  på flugt fra mig - i en sky af fjer - magtede  at slæbe det velvoksne, baskende offer med til bunden af haven. 

Her lod jeg dem være - i tvivl om det rimelige i min indgriben.

Kun blodige fjer afslørede senere, at der havde fundet en massakre sted.

Hele foråret fløj magen alene til og fra min have. 

Jeg sørgede en lille smule. 

De af de dueblå fjer, der var uden blod, gemte jeg i mit værksted til minde om et kærestepar.

Men da hylden blomstrede var der atter to.

Og det kur-kur-kurrende kurmageri blev påny den første lyd, der 

trængte sig ind i min bevidsthed hver morgen, når jeg vågnede sammen med mine egne tanker:

Godt at være to derude.!

                                                                                                  Kamete
                                                                                                                                                                 
                                                                                                                                                                      Copyright