Snebjørnens unge

Foråret er i luften. Det ses på solens bue og høres på lærkerne. 

Gæssene og svanerne, der for natten samles på marker i nabolaget,  kløver himmelhvælvet i pilformede formationer på vej mod vådområderne indenfor diget, hvor de søger vågerne i isen, der endnu knuger. Jeg hører deres strubelyde lidt før de passerer mit vindue og har rejst mig til hilsen, da de flyver  forbi.

Men endnu i nat, da den næsten fulde måne sejlede hen over landskabets blåligthvide skygger,  bed frosten stygt, og stjernernes klarhed var større end alle andre nætter herude. Som om de ville sikre sig, at man vidste, at dennne nat var noget helt særligt.

Jeg stod der midt i min egen skygge med nakken tilbage og kiggede efter stjerneskud og snusede til den sagte lyd af havets dønninger, da en næsten uhørlig hvisken nåede mine ører gennem stilheden. Da jeg først lyttede rigtigt efter, hørte jeg tydeligt stemmen, men genkendte den ikke. 

Tryllebundet af Mælkevejens stjernetæppe kunne jeg næsten ikke løsrive mig, men måtte alligevel gå efter lyden. 

Jeg var blevet nysgerrig.

Så så jeg det helt forunderlige, som jeg endnu her til morgen ikke har fattet, hvordan kunne ske:

Der var ikke bare én snebjørn. Nu var de to. En stor og en lille. Og det lød, som om de  hviskede sammen.

Snebjørnen, som genem hele vinteren havde oplyst mørket med sine gule ravøjne og sit glødennde hjerte på vestsiden af mit hus, og som majestætisk ensom havde båret kærligheden med sig fra baggården i Rom til bakken på Vestlandets yderste kant, havde fået sig en unge!

En lillebjørn, lysende lige som sin mor, men helt sin egen. 

Derom kunne man slet ikke være i tvivl, for selv om dens øjne og hjerte utvivlsom også var af ædelt materiale, så strålede de med en helt anden glans og farve. Lyseblåt som af safirer, men kunne lige så godt være gjort af opaler eller blå diamanter. Måske, når den voksede sig større, ville man vide hvilke.

Her stod jeg så under stjernerne ved hjørnet af huset og lyttede til den store bjørns stemme, mens ungens spæde piben var  så utydelig, at et menneskes øre knapt kunne skelne den fra frostens sang. Pludselig flettede sangen fra altet sig sammen med bjørnemors nynnen, en sagte snurrende mumlen, en slags rumlen, der lidt efter lidt flød over i klare, sprøde toner. 

Den dejligste, beroligende vuggevise steg mod himlen her midt i natten. 

Lyden, der nu var stærk og klar, faldt  ind under klapperne på min skindhue og blev sætninger, der, trods det, at  de lød ret voksne i mine ører, så ud til at lulle ungen i søvn. Lyset i de lyseblå øjne forsvandt lidt efter lidt, men hjertet lyste endnu kraftigere.  

Jeg huskede nu, at snebjørneunger har visdommen i sig fra begyndelsen, ligesom de også bærer kærligheden med sig via fordampningens cyklus til skyerne og regnen og videre, videre, videre  ud i verden. Selv til de  varmeste lande.

Så tændtes din stjerne på himlens blå.

Den lyseste, klareste stjerne. 

Du fødtes til verden som barn af dig selv 

med ret til at ønske det fjerne. 

                                                                                                                                                                                         Hyld livet din gave.                                                 

Tag livet i favn. 

Vælg vejen, du ikke tør vove, 

og mægtige kræfter dig komme til gavn, 

når roligt, du tror, hvad de love.

Din svaghed og styrke går hånd i hånd. 

Din svaghed kan blive dit smykke. 

Det lille blir stort og det store er småt, 

                                                   når det, som du laver gir lykke.                                                      

Hyld livet, din gave. 

Brug livet til gavn. 

Vær dristig i alt, hvad du vove, 

og mægtige kræfter dig tage i favn, 

     når roligt, du tror, hvad de love.

                                                

Tillykke med livet, min lille juvel. 

Du fødtes med sejren til vugge. 

Lev livet på rejsen igen og igen 

                                                   så aldrig din lyst, den vil slukke.                                                    

Hyld livet, din gave. 

Tag andre i favn. 

Vælg vejen, som ingen tør vove, 

og mægtige kræfter jer falde til gavn, 

                                              når roligt du tror, hvad de love.                                                            

                                                                                                     

Jeg husker idag teksten, som blev den sunget direkte fra bladet, men lige nu hører jeg tyrkerduerne kurre.

De er to, der sidder sammen i havens højeste træ.
Endnu har jeg ikke set rådyr, men igår stødte jeg på tydelige spor i den frosne jord længst nede på marken.
Der var mange.

Kamete

                                                                                                                        Copyright