Friday, May 31, 2013

Døden, ikke mørke, men lysvæld af ukendte dimensioner











Dengang livet var ungt; dengang rundingen i en kind og i en krop fik sin helt egen betydning;
da hørtotternes lys glødede hvidt i natten over engenes græs og blåklokkernes kimen hørtes svagt som vindpust fra skovens katedraler – da vidste de, at de ikke ville sove sommernatten bort.

De ville vandre under de levende træer sammen og lytte til de kvækkende tudser på åkandebladene i  skjulte vandhuller - og føle sig i  slægt med engblommer og kærligheden.
De ville følges ad og bringe liv tilbage til livet, som det af Skaberen er bestemt. 

Hånd i hånd  vandrede de igennem mosekonens slør over duggede enge. Med latteren og smilet kaldte de hinandens navne, og når de mørke graner truede, rykkede de tættere sammen, og han lagde sin arm om hendes smalle midje.

De bragte livet tilbage til livet, som det af Skaberen er bestemt.

Kærlighedspagtens frugter blev en dreng og en pige, og i forældrenes øjne har ingen konge og ingen dronning i noget rige fået så dejlig en guldokket kongesøn og en så rødkindet prinsesse.

Nu var sommerfuglekvinden moder, men alligevel forblev hun ungdommeligt munter. Altid var hun den lyttende viv for sin hjertenskære;  utrætteligt og nøjsomt agtede  hun på livets mindste detaljer, og i det gode hjerte spejlende hun  omsorgen for alt, der blev budt til at vokse i hendes varetægt. Under hendes omsorg blomstrede planter og mennesker.

Han, ungersvenden med de isblå øjne, var for sin del ikke til at købe for andet end kærlighed.
Han tog det fulde ansvar for alt levende, kvinden i hans liv, knyttede til sig. Med stålsat vilje og dog nærhed  satte han det bløde højest, gav aldrig køb på sig selv og moralens høje mål og tolererede og værdsatte hver mand for sit. Han var som kærligheden langmodig.

Således var de et stærkt og uadskilleligt par, og den rede de byggede, blev tryghedens og kærlighedens rede.

Storme sled, og tidselkrat flåede og rev deres klæder og huden til blods; rosentorne borede sig ind i deres fødder,  og én ramte lige ind i hjertet, så det nær gik i stykker. Men de var kloge og vidende de to, så alt dette og farer som de glatte snebær, den maskerede skarntyde og den forførende liljekonval, voldte dem ingen problemer at genkende. Selv mod guldregnens lokken stod de fast.

Som naturen indeholder det onde, svulmer den også af det gode.

Den duftende kamille kunne helbrede deres sår og sygdomme; det lille digitalisfingerbøl
styrkede hjertets svage sted, og alle de bedøvende smukke markblomster sendte hver eneste dag deres farver mod dem og styrkede freden og sammenholdet. Blomsterne fra sommernatten bevarede de i sindet, selv når vinterstormene hylede. Og med naturens musik i hjertet blandt elverpigernes tågedans var deres store hemmelighed, at de altid påskønnede de rige gaver, som blev dem budt.

De ville vandre under de levende træer sammen og høre kvækkende tudser på åkandebladene i de skjulte vandhuller og føle sig i  slægt med engblommer og kærligheden. De ville følges ad og bringe liv tilbage til livet, som det af Skabelsen er bestemt. Den rede, de byggede blev tryghedens og kærlighedens rede. Børnene blev til børnebørn, og stadigvæk var de der. De var bolværket mod de yderste vinde. Stadigvæk var de dersammen - i alderdommens guldalder.

Så måtte han pludselig afsted, og hun blev ladt så alene tilbage. Derude under de levende træer var han borte.
Hun kaldet mellem sivene; men han var borte. Hun kaldte over engene; men han var væk.

Så vidste hun, at hun nu måtte gå vejen mellem vandhullerne alene. At hun måtte vove granernes mørke uden hans arm om sin midje. At det nu var hende, der måtte være bolværket mod de yderste vinde for afkommet og deres afkom efter dem.

Nu er det os, der kalder på hende...

Vi kalder mellem sivene; men hun er borte. Vi kalder over engene; men hun er væk. For hun har fundet sin elskede igen, derborte. Så smukt med alderdommes brudekroner lysende mod den rynkede hud - og hårets hvidhed glødende i natten - mens klokkerne kimer fra skovens katedraler ud over engene,  går de der borte - hånd i hånd. 

For de vil ikke sove døden bort.

De vil vandre under de lysende træer - sammmen - mens de lytter til de kvækkende tudser på åkandebladene i de skjulte vandhuller på Paradisets enge.

Og mens vi føler os i  slægt med engblommer og kærligheden; mens vi bringer liv tilbage til livet, som det fra Skabelsen er bestemt smiler de til hinanden. Derborte.



Kamete


Copyright

No comments:

Post a Comment