Nøglemagi

Er der noget  som at finde nøglen, der passer?

Tænk på  Indiana Jones foran porten, hvor han efter store strabadser har fundet  nøglehullet og med fattet beslutsomhed og tilbageholdt åndedrag putter nøglen ind i  dragens næsebor - dette dragende og skræmmende hulrum - og så drejer rundt. Og så venter.

Hjerterne der banker så højt, at de kan høres som trommer under grottens hvælvinger...  

Risikoen, for at loftet falder ned og at hulen braser sammen - større end chancen for at finde skatten derinde bag døren...  

Alligevel tager Indiana og hans følge chancen. Drømmen drev dem i ugevis. Hans fantasi, hans intuition, hans længsel og hans eventyrlyst bar dem. Og det støvede, hullede, slidte kort var alt, der ledte dem på vejen mod gralen.

Pludselig, med en knirkende tone går døren op...

Loftet holdt. Hjerterne slår slag over. Hulens indhold åbenbares, og med et eneste blik opfattes skatkammerets indhold:  Alladdins nye hule ligger dér foran deres øjne!

Her i dette dragende, magiske øjeblik mellem usikkerhed og viden  fuldbringes rejsens formål.  

Øjeblikket har sin egen belønning. Intet ud over dette øjeblik er sikkert – men det øjeblik indeholder de store følelser.  Det er, hvad ekspeditionen i virkeligheden drejer sig om.

En lille oplevelse, jeg havde forleden, fik mig til at føle denne tilfredsstillelse... Nok er det en undseelig historie og i alt det store kunne den synes ubetydelig, men dens essens af glæde ligner ovennævnte. Dens skildring af tilfredsheden er lige så stor. Bare man ser det små i det store:

Jeg havde brugt dagevis på at sortere og smide ud. 

En tvungen, hård proces, som krævede mandshjerte og kvindemod, og som tog hårdt på systemet.

En kælder eller et loftsrum bliver i manges liv stedet, hvor minder parkeres. Gemmestedet for alt det, der endnu ikke er afsluttet, for det, der er  stuvet bort fra hverdagen, men stadigvæk er en mulighed.

Her i kælderen fandtes meget, der skulle tages afsked med. 

Det meste røg ud i en befriende, men smertelig afsked med fortiden. Kun enkelte gange havnede noget i containeren for så igen at blive hentet tilbage til mulighedernes land.

I den proces blev en lille æske med 3 forskellige nøgler vendt i hånden sammen med mange dimser, der blev smidt ud.

Et gammelt, buet, kantslebet spejl blev forsigtigt sat til side og bragt herud til havet. Helt bevidst sparet i en tanke om et hundredårigt jernmøbel, som blev givet væk for mange år siden.

Man spørger veninden, den nære medarbejder, om spejlet er til det møbel? Om de har det stående endnu efter så mange år...

Hun svarer, at de pudsigt nok netop lige nu er gået i gang med at sætte møblet i stand, og er ved at slibe det ned. Spejlet synes ikke at mangle, men de mangler nøglen til alle skufferne og lågerne. Om jeg er stødt på den?

Hjertet stopper – og i en hel uge arbejder underbevidstheden med problematikken. Jeg leder. 

Og leder. Og leder. De 3 nøgler husker jeg, men også, at de røg ud. Det ville dog ligne mig dårligt at smide nøgler ud...

Pludselig lå de der, et sted jeg allerede havde kigget flere gange. Fantastisk med den underbevidsthed!  Jeg drager afsted med nøgler og spejl. 

Derude står det så, det gamle skab. Nu husker jeg det tydeligt. 
Det er slebet ned, klar til sprøjtemaling. Det bliver så smukt, så smukt det gamle klenodie. Vi mindes sammen den gamle tandlæge fra Randers, som i mange år, efter  han havde solgt sine gamle klinikeffeker til mig, kom på besøg på klinikken og hver gang bragte en flaske Sherry eller Martini med i frakkeinderlommen. Dem stillede han på skranken.  Vi husker hans gode tandlægeånd overalt i klinikken. 

Min veninde viser mig 2 beslag, som jeg med det samme ved må passe på spejlet, der har hullerne og aftegningerne til holdere som små rande i glasset. Vi prøver spejlet på skabet. Som en smuk regnbue hæver det sig over det råslebne metal. Kantslibningen lyser. Resten af møblet stråler. Og så nøglerne. Vi prøver den ene: Den duer ikke.  Vi prøver den anden: Samme skuffelse. Og den tredje. Hjertet synker nedad... Ingen duer. Vi ryster skuffede på hovedet. Ærgerligt; but it was a long shot anyways.

Så sker der noget: Med en anden nøgle i et tredje hul  går låsen pludselig op! 

Og den første nøgle passer i skufferne. Og den tredje nøgle: Den passer til lågerne! 

3 forskellige nøgler til samme møbel - og her var de!

Nu er det helt tydeligt som om den gamle tandlæge står hos os igen og smiler! 

Døren til glæden og fortidens skønhed åbnes – og skabet bliver med ét fuldendt. 

Snart vil det antikke skab få nyt liv. I en smuk pastelfarve vil det på ny lukke sig om ting og sager, om minder og små, skrøbelige effekter.  Fuldendt med sit spejl og de tre nøgler til det indre skatkammer vil det leve på ny.

Kamete

                                                                                                                                                                                              Copyright