I morgen tager vi på en lang, lang rejse.
Frosten viger for tø. Solen er blevet stærkere og dagene længere.
I nat er sidste nat, hvor rimen vil pudre markerne og kulden danne skorpe på søerne.
I morgen vil solen vinde over frosten, og vi to vil efterlade vores hjerter og vores øjne tilbage i græsset på den tøende jord.
Når solen står på sit højeste, er vi smeltet og stiger til vejrs tilbage til himlen, hvor vi kommer fra.
Som hvide skyer eller tåge eller mosebryg vil vi drive afsted over markerne og søerne mod fremmede lande eller ud over havet til de store oceaner. Men engang, når vinteren laver regnen tilbage til sne, ser man os atter.
Måske kommer vi tilbage hertil, måske lander vi et helt andet sted, som sagtens kunne være på Grønland, det meget hvide land, som nu er mere grønt, og hvor der findes hvide bjørne som dig og mig, som dog hverken er lavet af sne eller is!
Undervejs på denne fantastiske rejse vil du og jeg være sammen. For vi er i hinanden.
Men eventyret, vil være dit helt eget... Deroppe skal du følge den mest strålende og klare stjerne, mens du leder efter regnbuen. Den skal du jage, mens du går på opdagelse i, hvem du er, og hvad du er i stand til at blive.
For at elske rejsen, må du være præcis dig selv undervejs.
Selv om man ikke skulle tro det, bærer du dem altid med dig - bare i en anden form som kærlighed og visdom. Den kærlighed og visdom, som er kommet ind gennem øjnene og hjertet, kan aldrig forsvinde. Du som er en elskende, må elske. Igen og igen. Du kan måske lukke af for kærligheden, men det gode vil ikke lade sig lukke ude.
I tidløsheden, som snart omslutter os, skal du blot følge vindens strømninger. Følg med tågerne og de store skyer mens du leder efter det sted, hvor stjernen står højest over regnbuen, og du selv står midt under den. For så er du endelig, hvor du skal være, under din helt egen regnbuestjerne! Det sted, min lille juvel, hvor din inderste kerne lyser klarest og renest. Hvor du er allermest netop dig.
Snebjørnemor havde talt længe med sin bløde, melodiske stemme og denne gang var det, som om hun også talte til mig. Jeg havde sat mig på bænken ved siden af de to bjørne her i det dæmrende morgenlys. Øjnene og hjerterne strålede endnu, men som himlen blev mere gylden mod morgengryet, sås det mindre tydeligt.
Jeg frøs lidt i den bidende vind, der havde rejst sig fra øst.
De sidste mange dage havde været vindstille. Jeg tænkte på, at det var den sidste dag med mine to bjørne. I hvert fald for denne vinter.
Så rejste jeg mig og gav dem begge to et kys på de runde snuder. Det sendte en bølge af varme gennem mine læber. Den varme kom fra øjnene. Det ene par gyldne og det andet par blå.
Det var som om vi nåede hinanden gennem hjerterne også.
Kamete
Copyright
