Dengang livet var ungt; dengang rundingen i en kind og i en krop fik sin
helt egen betydning;
da hørtotternes lys glødede hvidt i natten over engenes græs og
blåklokkernes kimen hørtes svagt som vindpust fra skovens katedraler – da
vidste de, at de ikke ville sove sommernatten bort.
De ville vandre under de levende træer sammen og lytte til de kvækkende
tudser på åkandebladene i skjulte
vandhuller - og føle sig i slægt med engblommer og kærligheden.
De ville følges ad og bringe liv tilbage til livet, som det af Skaberen
er bestemt.
Hånd i hånd vandrede de igennem mosekonens slør over duggede enge.
Med latteren og smilet kaldte de hinandens navne, og når de mørke graner
truede, rykkede de tættere sammen, og han lagde sin arm om hendes smalle midje.
De bragte livet tilbage til livet, som det af Skaberen er bestemt.
Kærlighedspagtens frugter blev en dreng og en pige, og i forældrenes øjne
har ingen konge og ingen dronning i noget rige fået så dejlig en guldokket
kongesøn og en så rødkindet prinsesse.
Nu var sommerfuglekvinden moder, men alligevel forblev hun ungdommeligt munter. Altid var hun den lyttende viv for sin hjertenskære; utrætteligt
og nøjsomt agtede hun på livets mindste detaljer, og i det gode hjerte
spejlende hun omsorgen for alt, der blev budt til at vokse i hendes
varetægt. Under hendes omsorg blomstrede planter og mennesker.
Han, ungersvenden med de isblå øjne, var for sin del ikke til at købe for
andet end kærlighed.
Han tog det fulde ansvar for alt levende, kvinden i hans liv, knyttede
til sig. Med stålsat vilje og dog nærhed satte han det bløde højest, gav aldrig køb
på sig selv og moralens høje mål og tolererede og værdsatte hver mand for sit.
Han var som kærligheden langmodig.
Således var de et stærkt og uadskilleligt par, og den rede de byggede,
blev tryghedens og kærlighedens rede.
Storme sled, og tidselkrat flåede og rev deres klæder og huden til blods;
rosentorne borede sig ind i deres fødder, og én ramte lige ind i hjertet,
så det nær gik i stykker. Men de var kloge og vidende de to, så alt dette og
farer som de glatte snebær, den maskerede skarntyde og den forførende
liljekonval, voldte dem ingen problemer at genkende. Selv mod guldregnens
lokken stod de fast.
Som naturen indeholder det onde, svulmer den også af det gode.
Den duftende kamille kunne helbrede deres sår og sygdomme; det lille
digitalisfingerbøl
styrkede hjertets svage sted, og alle de bedøvende smukke markblomster
sendte hver eneste dag deres farver mod dem og styrkede freden og sammenholdet.
Blomsterne fra sommernatten bevarede de i sindet, selv når vinterstormene
hylede. Og med naturens musik i hjertet blandt elverpigernes tågedans var deres
store hemmelighed, at de altid påskønnede de rige gaver, som blev dem budt.
De ville vandre under de levende træer sammen og høre kvækkende tudser på
åkandebladene i de skjulte vandhuller og føle sig i slægt med engblommer
og kærligheden. De ville følges ad og bringe liv tilbage til livet, som det af
Skabelsen er bestemt. Den rede, de byggede blev tryghedens og kærlighedens
rede. Børnene blev til børnebørn, og stadigvæk var de der.
De var bolværket mod de yderste vinde. Stadigvæk var de der - sammen - i alderdommens guldalder.
Så måtte han pludselig afsted, og hun blev ladt så alene tilbage. Derude
under de levende træer var han borte.
Hun kaldet mellem sivene; men han var borte. Hun kaldte over engene; men
han var væk.
Så vidste hun, at hun nu måtte gå vejen mellem vandhullerne alene. At hun
måtte vove granernes mørke uden hans arm om sin midje. At det nu var hende, der
måtte være bolværket mod de yderste vinde for afkommet og deres afkom efter dem.
Nu er det os, der kalder på hende...
Vi kalder mellem sivene; men hun er borte. Vi kalder over engene; men hun
er væk. For hun har fundet sin elskede igen, derborte. Så smukt med alderdommes
brudekroner lysende mod den rynkede hud - og hårets hvidhed glødende i natten - mens klokkerne kimer fra skovens katedraler ud over engene, går de der
borte - hånd i hånd.
For de vil ikke sove døden bort.
De vil vandre under de lysende træer - sammmen - mens de lytter til de
kvækkende tudser på åkandebladene i de skjulte vandhuller på Paradisets enge.
Og mens vi føler os i slægt med
engblommer og kærligheden; mens vi bringer liv tilbage til livet, som
det fra Skabelsen er bestemt smiler de til hinanden. Derborte.
Kamete
Copyright
