Halvfuldellertom

Idag 

er jeg startet

på de sidste dage af mit liv.

I morgen 

er der en dag mindre...

Måske i overmorgen er det slut?

Jeg vil ikke spilde en eneste dag mere 

med ting, 

der ikke gør mig glad!

Jeg vil fylde mine dage 

med solglimt og bølgskvulp og lune nætter.

Og når vindene 

hyler 

og fugten 

driver,

vil jeg være der, hvor jeg hører til...

Jeg banker på mine øjne for at lukke dem op.

Og jeg kalder på mine ører

for at høre.

Og jeg ser 

og hører 

for en stund.

For bølgen vil bruse,

og solen 

vil lyse,

og nætterne 

vil stadig være varme...

Så hvorfor ikke bare være tilfreds?

Kamete

                                                                                   Copyright

                                                                                            

                                                                                                                                                            

                                                                                        

Tvillingerejse

Som fyrlys i natten

i rummet af ingenting og alting stryger Venuslys forbi Planeter.

Over Tvillingetegnet krydses to stråler i et blink 
på vej mod uendeligheden

til det sted 
bag stjernetågerne

hvor stråler

trods rejser over lysår 

 sjæler uden frostskader med hinanden.

Udenfor Jordens kugle

glimter Tvillingetegnet gennem atmosfærehuller

opladet af tilfældighedens energier.

Vi mennesker længes også til dette land i det ukendte,

hvor lyset fanges og oplagres - 
hvor intet lys er gået tabt.

Kamete

                                                                                                                                                             Copyright

Kærlighedscirkel

Kærlighedscirkel

Dengang livet var ungt; dengang rundingen i en kind og i en krop fik sin helt egen betydning;

da hørtotternes lys glødede hvidt i natten over engenes græs og blåklokkernes kimen hørtes svagt som vindpust fra skovens katedraler – da vidste de, at de ikke ville sove sommernatten bort.

De ville vandre under de levende træer sammen og lytte til de kvækkende tudser på åkandebladene i  skjulte vandhuller - og føle sig i  slægt med engblommer og kærligheden.

De ville følges ad og bringe liv tilbage til livet, som det af Skaberen er bestemt. 

Hånd i hånd  vandrede de igennem mosekonens slør over duggede enge. Med latteren og smilet kaldte de hinandens navne, og når de mørke graner truede, rykkede de tættere sammen, og han lagde sin arm om hendes smalle midje.

De bragte livet tilbage til livet, som det af Skaberen er bestemt.

Kærlighedspagtens frugter blev en dreng og en pige, og i forældrenes øjne har ingen konge og ingen dronning i noget rige fået så dejlig en guldokket kongesøn og en så rødkindet prinsesse.

Nu var sommerfuglekvinden moder, men alligevel forblev hun ungdommeligt munter. Altid var hun den lyttende viv for sin hjertenskære;  utrætteligt og nøjsomt agtede  hun på livets mindste detaljer, og i det gode hjerte spejlende hun  omsorgen for alt, der blev budt til at vokse i hendes varetægt. Under hendes omsorg blomstrede planter og mennesker.

Han, ungersvenden med de isblå øjne, var for sin del ikke til at købe for andet end kærlighed.

Han tog det fulde ansvar for alt levende, kvinden i hans liv, knyttede til sig. Med stålsat vilje og dog nærhed  satte han det bløde højest, gav aldrig køb på sig selv og moralens høje mål og tolererede og værdsatte hver mand for sit. Han var som kærligheden langmodig.

Således var de et stærkt og uadskilleligt par, og den rede de byggede, blev tryghedens og kærlighedens rede.

Storme sled, og tidselkrat flåede og rev deres klæder og huden til blods; rosentorne borede sig ind i deres fødder,  og én ramte lige ind i hjertet, så det nær gik i stykker. Men de var kloge og vidende de to, så alt dette og farer som de glatte snebær, den maskerede skarntyde og den forførende liljekonval, voldte dem ingen problemer at genkende. Selv mod guldregnens lokken stod de fast.

Som naturen indeholder det onde, svulmer den også af det gode.

Den duftende kamille kunne helbrede deres sår og sygdomme; det lille digitalisfingerbøl

styrkede hjertets svage sted, og alle de bedøvende smukke markblomster sendte hver eneste dag deres farver mod dem og styrkede freden og sammenholdet. Blomsterne fra sommernatten bevarede de i sindet, selv når vinterstormene hylede. Og med naturens musik i hjertet blandt elverpigernes tågedans var deres store hemmelighed, at de altid påskønnede de rige gaver, som blev dem budt.

De ville vandre under de levende træer sammen og høre kvækkende tudser på åkandebladene i de skjulte vandhuller og føle sig i  slægt med engblommer og kærligheden. De ville følges ad og bringe liv tilbage til livet, som det af Skabelsen er bestemt. Den rede, de byggede blev tryghedens og kærlighedens rede. Børnene blev til børnebørn, og stadigvæk var de der. De var bolværket mod de yderste vinde. Stadigvæk var de der - sammen - i alderdommens guldalder.

Så måtte han pludselig afsted, og hun blev ladt så alene tilbage. Derude under de levende træer var han borte.

Hun kaldet mellem sivene; men han var borte. Hun kaldte over engene; men han var væk.

Så vidste hun, at hun nu måtte gå vejen mellem vandhullerne alene. At hun måtte vove granernes mørke uden hans arm om sin midje. At det nu var hende, der måtte være bolværket mod de yderste vinde for afkommet og deres afkom efter dem.

Nu er det os, der kalder på hende...

Vi kalder mellem sivene; men hun er borte. Vi kalder over engene; men hun er væk. For hun har fundet sin elskede igen, derborte. Så smukt med alderdommes brudekroner lysende mod den rynkede hud - og hårets hvidhed glødende i natten - mens klokkerne kimer fra skovens katedraler ud over engene,  går de der borte - hånd i hånd. 

For de vil ikke sove døden bort.

De vil vandre under de lysende træer - sammmen - mens de lytter til de kvækkende tudser på åkandebladene i de skjulte vandhuller på Paradisets enge.

Og mens vi føler os i  slægt med engblommer og kærligheden; mens vi bringer liv tilbage til livet, som det fra Skabelsen er bestemt smiler de til hinanden. Derborte.

Kamete

Copyright

Blomstring

Kamete

Copyright

På knæ

Sorgens vinge har kastet sin skygge.

Dens sorte spids

gled lydløs 

ind over mit landskab.

Kredsede 

og søgte sit mål.

I et enkelt dyk

som en pil fra himlen

ramte den mit liv.

Skarpt som et isbor

skar den

i sin nedadgående spiral

et snit i mit hjerte, 

og jeg ligger blødende tilbage på marken.

Jeg vågner op nu

mens dagslyset gryr i mit indre.

Bevidstheden om

at du ikke er mere,

slår mig som et kølleslag.

Kamete

Copyright

Ud af hvert øjeblik fødes en ny form...

I won´t throw away good things in life

just to please the past!

Kamete

                                                                                            Copyright

Nøglemagi

Er der noget  som at finde nøglen, der passer?

Tænk på  Indiana Jones foran porten, hvor han efter store strabadser har fundet  nøglehullet og med fattet beslutsomhed og tilbageholdt åndedrag putter nøglen ind i  dragens næsebor - dette dragende og skræmmende hulrum - og så drejer rundt. Og så venter.

Hjerterne der banker så højt, at de kan høres som trommer under grottens hvælvinger...  

Risikoen, for at loftet falder ned og at hulen braser sammen - større end chancen for at finde skatten derinde bag døren...  

Alligevel tager Indiana og hans følge chancen. Drømmen drev dem i ugevis. Hans fantasi, hans intuition, hans længsel og hans eventyrlyst bar dem. Og det støvede, hullede, slidte kort var alt, der ledte dem på vejen mod gralen.

Pludselig, med en knirkende tone går døren op...

Loftet holdt. Hjerterne slår slag over. Hulens indhold åbenbares, og med et eneste blik opfattes skatkammerets indhold:  Alladdins nye hule ligger dér foran deres øjne!

Her i dette dragende, magiske øjeblik mellem usikkerhed og viden  fuldbringes rejsens formål.  

Øjeblikket har sin egen belønning. Intet ud over dette øjeblik er sikkert – men det øjeblik indeholder de store følelser.  Det er, hvad ekspeditionen i virkeligheden drejer sig om.

En lille oplevelse, jeg havde forleden, fik mig til at føle denne tilfredsstillelse... Nok er det en undseelig historie og i alt det store kunne den synes ubetydelig, men dens essens af glæde ligner ovennævnte. Dens skildring af tilfredsheden er lige så stor. Bare man ser det små i det store:

Jeg havde brugt dagevis på at sortere og smide ud. 

En tvungen, hård proces, som krævede mandshjerte og kvindemod, og som tog hårdt på systemet.

En kælder eller et loftsrum bliver i manges liv stedet, hvor minder parkeres. Gemmestedet for alt det, der endnu ikke er afsluttet, for det, der er  stuvet bort fra hverdagen, men stadigvæk er en mulighed.

Her i kælderen fandtes meget, der skulle tages afsked med. 

Det meste røg ud i en befriende, men smertelig afsked med fortiden. Kun enkelte gange havnede noget i containeren for så igen at blive hentet tilbage til mulighedernes land.

I den proces blev en lille æske med 3 forskellige nøgler vendt i hånden sammen med mange dimser, der blev smidt ud.

Et gammelt, buet, kantslebet spejl blev forsigtigt sat til side og bragt herud til havet. Helt bevidst sparet i en tanke om et hundredårigt jernmøbel, som blev givet væk for mange år siden.

Man spørger veninden, den nære medarbejder, om spejlet er til det møbel? Om de har det stående endnu efter så mange år...

Hun svarer, at de pudsigt nok netop lige nu er gået i gang med at sætte møblet i stand, og er ved at slibe det ned. Spejlet synes ikke at mangle, men de mangler nøglen til alle skufferne og lågerne. Om jeg er stødt på den?

Hjertet stopper – og i en hel uge arbejder underbevidstheden med problematikken. Jeg leder. 

Og leder. Og leder. De 3 nøgler husker jeg, men også, at de røg ud. Det ville dog ligne mig dårligt at smide nøgler ud...

Pludselig lå de der, et sted jeg allerede havde kigget flere gange. Fantastisk med den underbevidsthed!  Jeg drager afsted med nøgler og spejl. 

Derude står det så, det gamle skab. Nu husker jeg det tydeligt. 
Det er slebet ned, klar til sprøjtemaling. Det bliver så smukt, så smukt det gamle klenodie. Vi mindes sammen den gamle tandlæge fra Randers, som i mange år, efter  han havde solgt sine gamle klinikeffeker til mig, kom på besøg på klinikken og hver gang bragte en flaske Sherry eller Martini med i frakkeinderlommen. Dem stillede han på skranken.  Vi husker hans gode tandlægeånd overalt i klinikken. 

Min veninde viser mig 2 beslag, som jeg med det samme ved må passe på spejlet, der har hullerne og aftegningerne til holdere som små rande i glasset. Vi prøver spejlet på skabet. Som en smuk regnbue hæver det sig over det råslebne metal. Kantslibningen lyser. Resten af møblet stråler. Og så nøglerne. Vi prøver den ene: Den duer ikke.  Vi prøver den anden: Samme skuffelse. Og den tredje. Hjertet synker nedad... Ingen duer. Vi ryster skuffede på hovedet. Ærgerligt; but it was a long shot anyways.

Så sker der noget: Med en anden nøgle i et tredje hul  går låsen pludselig op! 

Og den første nøgle passer i skufferne. Og den tredje nøgle: Den passer til lågerne! 

3 forskellige nøgler til samme møbel - og her var de!

Nu er det helt tydeligt som om den gamle tandlæge står hos os igen og smiler! 

Døren til glæden og fortidens skønhed åbnes – og skabet bliver med ét fuldendt. 

Snart vil det antikke skab få nyt liv. I en smuk pastelfarve vil det på ny lukke sig om ting og sager, om minder og små, skrøbelige effekter.  Fuldendt med sit spejl og de tre nøgler til det indre skatkammer vil det leve på ny.

Kamete

                                                                                                                                                                                              Copyright