Tuesday, October 14, 2014

At kysse den døde farvel

At miste sin hjertenskære
regnes for en af livets svære passager.






Elskede!
Hvor vi dansede vi to,
mens livet var let og fyldt af farver.
En tango så vild og sødmefuld!
Du holdt mig gennem nattens mørke.
Dine læber strøg sig varme mod min hud,
og du hviskede: Din for evigt!

Men skæbnen besveg mig ondt
og trampede min hjertemusling i stykker.

Farvel min bedste ven!
Jeg vugger dig i mine arme.
Du er bleg og fjern nu.
Sølvtråden bristede,
og du er allerede fløjet.
Jeg puster mit sidste kys mod din kind 
og længes allerede.

Fra nu af alene.
Ene om tyngden af i dag og i morgen - 
fortvivlet, forhekset 
og revet omkuld.
Tanken herom 
er som fjendtlige trommer
i en skræmmende urskov.

Jeg skraber langs bunden
af sorgens dybe hav.
Ryster af kulde -
i denne kønsløse stilhed
af mælkehvidt tusmørke,
hvor kristtjørnens røde bær
fra vores familiejul sammen
gløder som bittesåm hjerter 
efterladt i sne.

Mit sind var gyldent 
og fuld af lys.
Nu ser jeg kun mørke.



Kamete
Copyright

Thursday, October 2, 2014

Ravmodsland 4

Ravmodsland 4 af 4                                                              



Det er så nemt at være bagklog,
når man står med ryggen mod vinden...




Men det er mere end det.




Det er en viden om,
at herude behøver du ikke sige til,
før du kommer.
Herude skal du ikke igennem min fæstning
for at nå mig.





Vinden var der først,
og alting står pivåbent.






Ravmoddsland 1-4 - samlet

Månesmilet,
så gådefuldt i aften.

Jeg sidder i det dugdrivende græs
på kanten af Dette Land og Evigheden.
Denne aften flyver jeg på  Jonathan Livingstons vinge
ensomt mellem månen
og solnedgangens guldskål.
Ser høfderne dernede i mågeperspektiv.
Sejler, dykker, glider
på den perfekte følelse af frihed
som opvinden støtter og løfter.
Havet og stormene har takket kystlinien,
men i aften er alt stille,
og kimen af lykke vokser i mit hjertets væksthus.
De mørke agre bag mig
kysser himlens lyseblå,
mens den rosa farve på hvælvingen svulmer
som tanker i elskovslyst.

Bovbjerg,
land af hav og himmel.
Dit Fyr som bolværk mod skibbrud gennem sekler,
ledestjernen mod Vest.

Når beghavet går bersærk
og stejler så bølgerne kammer hvidt i mørket.
Smider høfdestene som var de brosten -
så regerer Ravmodslandets Drage over
en af Verdenshavets farligste kyster,
over knejsende klinter og undergang.

Dens øje blinker gult.

Nattergalens sang ved kæret på bakken
minder endnu i erindringen
om midsommer og alfernes tågedans.
Dens guddommelige triller
og brændingens åndedrag dernede
har sat min sjæl i vibrationer.

Jeg er så lille som det sandkorn, jeg sidder på
og alligevel stor som en stjerne.
Stor som Universet.
Vigtig som Urhavet.
Verdens centrum udgår fra mine fjer,
mens vingerne har kurs mod Mælkevejen,
som er deroppe i det endnu usynlige.
Jeg hilser på gåseflokkens lyn,
mens jeg krydser.
De er ikke så frie som mig, gæssene,
bundet af flokinstinkt og flyveorden.
Jeg er fri som de mågevinger, der bærer mig.
Men alligevel hører jeg til.
I min egen flok.
Sådan som jeg er.
Herude.

Det er så nemt med bagklogskab,
når man står med ryggen mod vinden...
Men det er mere end det.
Det er en viden om,
at herude behøver du ikke sige til,
før du kommer.
Herude skal du ikke igennem mit skjold
for at nå mig.
Vinden var der først,
og alting står pivåbent.


Kamete
Copyright

Friday, September 26, 2014

Liv og død


Bekræftende udfoldelser i livets smukke dans
eller dødens hæslige ansigt...
forskellige sider af livets nødvendighed...



















Kamete
Copyright


Friday, September 19, 2014

Kaosbølgens ophør

Stenene idag som knogler og bene.
Andre tider springer kun de runde 
og glatte i øjnene.
Hvorfor lede efter rav blandt disse gråheder?
DU så styrken i det simple, det ubetydelige,
styrken i det svage, det grå. Først bid for bid 
forstår vi omfanget af den gave, du gav os.







Mens ralstene snakker
       brydes bølger over
              sandets myriader.
                     Hvert korn sin stemme.
                            Hver sten sin tone
                                   i denne stille melodi.

Akkompagnerer mon englene oceanets sang 
med deres harper?

Alle tårer
fældet i dette tidevand 
smelter sammen med  milliardernes tårer.
 Nogle er dine, før du fløj bort.
Andre er vore i savnet 
af dit nærvær. 





Bragt ind af en dønning - en afrevet vinge i vandkanten.
Sorgens vinge, måske, der faldt ned
for at minde os om,
at intet er borte.


Når solen 
synker
slukker dagen.
Forsvinder med lyset i havet
eller suges med mørket op blandt stjernerne.

Men livets illusion genopstår som dråber af dug i morgenens rødmen
eller som skyer og regn.


Herinde i vigen
din sidste åndes pust.
Eller er det dine nye hvide vinger, derude?

I glitrende dråber af genkendte tårer ser vi dig rejse blandt stjernerne.








Kamete
Copyright



Wednesday, September 10, 2014

Ravmodsland 3




Nattergalen
ved kæret på bakken
minder endnu i erindringen
om midsommer og alfernes tågedans.
Dens guddommelige triller og brændingens åndedrag 
dernede
smelter sammen.

Har sat min sjæl i vibrationer.







Jeg er så lille som det sandskorn, jeg sidder på
       og så stor som en stjerne.
              Stor som Universet.
                     Vigtig som Urhavet.
                   
                                   Verdens centrum udgår fra mine fjer,
                                          mens vingerne har kurs mod Mælkevejen,
                                                 der er deroppe i det endnu usynlige.
                                                        Jeg hilser på gåseflokkens spydspids,
                                                               mens jeg krydser.
                                                                      De er ikke så frie, gæssene, som mig
                                                                              med deres flokinstinkt og flyveorden.
                                                                       
                                                               Jeg er fri som de mågevinger, der bærer mig!

                                                  Alligevel hører jeg til.
                                           I min flok.
                                    Som jeg er.
               
                      Herude.







Kamete

Copyright

Friday, September 5, 2014

Tir ikke Kæmpen ved Bovbjerg


Da Bodil og Kæmpen derude gik
amok i tvekamp, var havet hvidt 
og luften på klinterne tyk og 
uigennemsigtig af den  frådende 
vildskab. 
Disse to kæmper har sovet flere 
dage her i 2014 end nogensinde før. 
Lige nu er luften krystalklar og 
kimmingen står knivskarp ...















Kamete

Copyright