Thursday, February 28, 2013

Snebjørnens unge








Foråret er i luften. Det ses på solens bue og høres på lærkerne. 
Gæssene og svanerne, der for natten samles på marker i nabolaget,  kløver himmelhvælvet i pilformede formationer på vej mod vådområderne indenfor diget, hvor de søger vågerne i isen, der endnu knuger. Jeg hører deres strubelyde lidt før de passerer mit vindue og har rejst mig til hilsen, da de flyver  forbi.

Men endnu i nat, da den næsten fulde måne sejlede hen over landskabets blåligthvide skygger,  bed frosten stygt, og stjernernes klarhed var større end alle andre nætter herude. Som om de ville sikre sig, at man vidste, at dennne nat var noget helt særligt.

Jeg stod der midt i min egen skygge med nakken tilbage og kiggede efter stjerneskud og snusede til den sagte lyd af havets dønninger, da en næsten uhørlig hvisken nåede mine ører gennem stilheden. Da jeg først lyttede rigtigt efter, hørte jeg tydeligt stemmen, men genkendte den ikke. 
Tryllebundet af Mælkevejens stjernetæppe kunne jeg næsten ikke løsrive mig, men måtte alligevel gå efter lyden. 

Jeg var blevet nysgerrig.

Så så jeg det helt forunderlige, som jeg endnu her til morgen ikke har fattet, hvordan kunne ske:
Der var ikke bare én snebjørn. Nu var de to. En stor og en lille. Og det lød, som om de  hviskede sammen.

Snebjørnen, som genem hele vinteren havde oplyst mørket med sine gule ravøjne og sit glødennde hjerte på vestsiden af mit hus, og som majestætisk ensom havde båret kærligheden med sig fra baggården i Rom til bakken på Vestlandets yderste kant, havde fået sig en unge!
En lillebjørn, lysende lige som sin mor, men helt sin egen. 
Derom kunne man slet ikke være i tvivl, for selv om dens øjne og hjerte utvivlsom også var af ædelt materiale, så strålede de med en helt anden glans og farve. Lyseblåt som af safirer, men kunne lige så godt være gjort af opaler eller blå diamanter. Måske, når den voksede sig større, ville man vide hvilke.

Her stod jeg så under stjernerne ved hjørnet af huset og lyttede til den store bjørns stemme, mens ungens spæde piben var  så utydelig, at et menneskes øre knapt kunne skelne den fra frostens sang. Pludselig flettede sangen fra altet sig sammen med bjørnemors nynnen, en sagte snurrende mumlen, en slags rumlen, der lidt efter lidt flød over i klare, sprøde toner. 
Den dejligste, beroligende vuggevise steg mod himlen her midt i natten. 
Lyden, der nu var stærk og klar, faldt  ind under klapperne på min skindhue og blev sætninger, der, trods det, at  de lød ret voksne i mine ører, så ud til at lulle ungen i søvn. Lyset i de lyseblå øjne forsvandt lidt efter lidt, men hjertet lyste endnu kraftigere.  

Jeg huskede nu, at snebjørneunger har visdommen i sig fra begyndelsen, ligesom de også bærer kærligheden med sig via fordampningens cyklus til skyerne og regnen og videre, videre, videre  ud i verden. Selv til de  varmeste lande.



Så tændtes din stjerne på himlens blå.
Den lyseste, klareste stjerne. 
Du fødtes til verden som barn af dig selv 
med ret til at ønske det fjerne. 
                                                                                                                                                                                         Hyld livet din gave.                                                 
Tag livet i favn. 
Vælg vejen, du ikke tør vove, 
og mægtige kræfter dig komme til gavn, 
når roligt, du tror, hvad de love.



Din svaghed og styrke går hånd i hånd. 
Din svaghed kan blive dit smykke. 
Det lille blir stort og det store er småt, 
                                                   når det, som du laver gir lykke.                                                      
Hyld livet, din gave. 
Brug livet til gavn. 
Vær dristig i alt, hvad du vove, 
og mægtige kræfter dig tage i favn, 
     når roligt, du tror, hvad de love.
                                                


Tillykke med livet, min lille juvel. 
Du fødtes med sejren til vugge. 
Lev livet på rejsen igen og igen 
                                                   så aldrig din lyst, den vil slukke.                                                    
Hyld livet, din gave. 
Tag andre i favn. 
Vælg vejen, som ingen tør vove, 
og mægtige kræfter jer falde til gavn, 
                                              når roligt du tror, hvad de love.                                                            
                                                                                                     


Jeg husker idag teksten, som blev den sunget direkte fra bladet, men lige nu hører jeg tyrkerduerne kurre.
De er to, der sidder sammen i havens højeste træ.
Endnu har jeg ikke set rådyr, men igår stødte jeg på tydelige spor i den frosne jord længst nede på marken.
Der var mange.

Kamete

                                                                                                                        Copyright

Friday, February 22, 2013

Ledestjerne



Livet 
er håbet 
under alt det svære.
Kærligheden 
er der allerede.

Tro 
er styrken  
som leder frem til sejren.

Tilliden til at vi er skabt til at leve kærligheden til sidst. 

At vi har den allerede, 
men blot skal lære at leve den.




Kamete

                                                                                                             Copyright

Thursday, February 14, 2013

Uhygge lighed

Et tilfældigt møde. Et menneske blandt tusinder andre. 
Et blik. Men jeg glemmer det aldrig.
Hvad var hans historie?




Hans øjne.

Som halvblankt 
dunkelt belyst marmor,
hvorunder små hvirvlende strømme
kvæler hinanden.

Et væld af vidtstrakte skovdamme,
hvori der sker drukneulykker.
Uigennemsigtighed
på en foruroligende måde.

Man ved kun
at de slikker op ad bagsiden,
alle disse pøle.
Man fornemmer intuitivt
deres brudte skygger.

Kamete

                                                                                                  Copyright

Sunday, February 10, 2013

Vores vand før aften...

  

10.3.2013






Kamete

                                                                                                                               Copyright

Wednesday, February 6, 2013

Gratis overdådighed



Solnedgangen idag 
en almindelig onsdag 
6.2.2013





                                                                                 







   Kamete
                                                                                                                       Copyright

Wednesday, January 30, 2013

Tremmekvæg






Pludselig ved jeg
hvad kun de få med en ekstra antenne
længe har vidst:

Udyret nærmer sig!

Som en snigende skygge uden fært og lyd
er en dræber parat til angreb og nådesløs fortæring.
Med frådende, opkrænget grin
sendes glimt af gule, sultne øjne
gennem græsset.

Som strudsen
hvis mås var for stor til den alt for lille busk
retter jeg mig endelig op i fuld størrelse
og ser 
jeg som den
er i zoologisk have.

Mit skrig:
Ulven kommer! Ulven Kommer!
har vækket de andre.
Vi springer indenfor tremmerne af nærmeste bur
mens dyret derude i samme sekund
har snuset sig frem til vores ramme sved
og stanken af angst.
Har set vores sorte øjne gennem mørket.
Den er kun få spring borte
da jeg med et brag smækker lågen i
og sætter sikkerhedskæden for.

Min bevidste strategi har reddet vores liv
reddet os fra dette prustende monster.
Men fordi vi glemte at vogte ulven i sin kyse
er det os
der nu er i bur.

Kamete

                                                                                                       Copyright

Saturday, January 26, 2013

Det var kun et dyr...







Det sker på et splitsekund: Lyskeglen fanger en bevægelse. Hjernen registrerer et rådyr i flyvende fart tværs over vejen. En løs projektil skudt af på klods hold. 
Måske blinkede øjets reflektion - ellers var begivenheden kun bevægelse.

Dyret undslipper forenden af bilen. Et lettelsens suk. 
Og så springer nummer 2.
Det rådyr var ikke så heldig, som det første.
Men det første reddede måske bilen og chaufføren fra meget større skade. For i millisekundet mellem de 2 spring slap foden speederen og trykkede med tillært forsigtighed på bremsen. 
Det er jo glat på vejene disse tider. 
Nummer to var ventet, men slap alligevel ikke. 
Så stærkt gik det hele.
Kroppen blev slynget ud til siden med et mørkt bump. 

Dyret rejser sig angst og vaklende, da jeg nærmer mig forsigtigt i mørket. Jeg fryser uden vanter og noget på hovedet i den bidende kulde. I vildrede lader jeg det i fred og går tilbage til bilen for at ringe til min jægerven, der dog ikke tager sin telefon. Så trykker jeg oplysningen for at få et eller andet nummer. 
Den unge mand i røret foreslår 1812 for dyreambulancen.

En venlig kvinde på 1812 skal vide, om det skadede dyr lever endnu. 
"Det gjorde det for lidt siden", siger jeg. 
"Prøv at gå hen til det igen!"
Jeg nærmer mig lidt anspændt i mørket med det svage lys fra min mobil afsøgende grøftekanten. 
Det har flyttet på sig.
Så ser jeg pludselig øjet. Det blinker grøngult tilbage. 
Rådyret ligger på siden med hovedet bøjet bagover i en skæv vinkel. Midt i det fintformede hoved lyser nethinden.
"Prøv at stryge hen over øjet med en finger - eller hvis du ikke synes, det er så rart - med et strå eller lignende. Hvis det ikke lukker øjet, er det dødt."
Jeg gør, som hun siger. Øjet blinker ikke...
"Så er dyret stendødt, konstaterer hun."

Som når man ringer til den menneskelige vagttjeneste, skal hun vide, hvor påkørslen skete. Hvor det skadede dyr nu ligger i forhold til vejen. "For det tager kommunens folk sig af " - siger hun venligt.  
"Kan du køre hjem ved egen hjælp?"
Jeg bekræfter, at bilen vist bumper lidt, men nok godt kan køre derfra ved egen hjælp.
"Det er jo lige i nærheden af, hvor jeg bor."
"De var to!" - fortsætter jeg med sorg i stemmen. "Og nu er der kun en tilbage - alene - derude i mørket."
Hun lyder trøstende, da hun siger:  "Dyr knytter sig ikke sådan til hinanden."
Nå, tænker jeg... Mon hun nu også ved alt om det?

Jeg finder huen og vanterne og halstørklædet frem. Husker pludselig, at jeg efterlod pandelampen i bilen forleden, ifører mig også den og går tilbage for at lede efter forlygten, som mangler og lige kigge en ekstra gang. Lygten er som suget ned i sneen. Jeg finder den ikke. Men det slukkede liv ligger allerede med rim  i ørerne. Og en lille pyt af smeltet sne under den endnu varme snude.

Her til morgen tager jeg tilbage med fotoapparatet. Dyret er borte. 
Jeg falder i staver oppe i mit vindue, da jeg atter er inden døre: 
Idag ser jeg ikke 2 rådyr på åsens kant dernede ovenover søen... De to følgesvende, som jeg så ofte har spottet  i spring, yndefuldt lige efter hinanden, hurtige som vinden hen over de frosne, hvide flader.
Måske det rådyr, som slap igår, gemmer sig? Skutter sig ensomt  i sorg og græmmelse? 
Det kan umuligt være det samme at springe over markerne alene, når frosten bider, og føden er knap?

Nu håber jeg, at det trods alt overlever vinteren.

"Dyr knytter sig ikke sådan til hinanden". 
Måske trøster det lidt, at hun sagde det alligevel....


For dueparret, som under orkanen sidste vinter legede "Kom vind! Og tag mig!" - lige i kanten af og op over de hældende træers kroner - blev brutalt revet fra hinanden, netop som vintergækkerne kløvede den bleggrønne jord, selv om de to fugle havde været par i min have i mange år før dette. 

Jeg blev hidkaldt til haven af dyreskrig. 
Men duehøgen havde allerede sat sin klo så hårdt i hunnen, at den  på flugt fra mig - i en sky af fjer - magtede  at slæbe det velvoksne, baskende offer med til bunden af haven. 
Her lod jeg dem være - i tvivl om det rimelige i min indgriben.


Kun blodige fjer afslørede senere, at der havde fundet en massakre sted.

Hele foråret fløj magen alene til og fra min have. 
Jeg sørgede en lille smule. 
De af de dueblå fjer, der var uden blod, gemte jeg i mit værksted til minde om et kærestepar.

Men da hylden blomstrede var der atter to.
Og det kur-kur-kurrende kurmageri blev påny den første lyd, der 
trængte sig ind i min bevidsthed hver morgen, når jeg vågnede sammen med mine egne tanker:
Godt at være to derude.!





                                                                                                  Kamete
                                                                                                                                                                 
                                                                                                                                                                      Copyright