Monday, March 18, 2013

Når bølgen går udad





Så vildt, så vildt, så vildt.
Mit hus, der ellers læner sig med sammenbidte kæber mod vestenvinden uden at kny når stormen viser tænder, har hele natten igennem og hele dagen idag mumlet og sukket som  monstret  i en horrorfilm. 
Vinden drøner ned over markerne, der skråt hældende danner en slags vindtunnel, som peger direkte ned mod tagrygningen på mit hus. Som om den rasende vind forsøger at løfte taget af sit fundamentet, ryster den  huset i dyriske bevægelser. Kræfterne mærkes gennem gulvene, og det piber ind gennem alle luftkanaler og sprækker, der slet ikke er tjunet til vind med sådan en vrede fra øst.
Denne østenstorm blev varslet som snestorm, men endnu har den kun slynget mægtige skyer af støv og grus fra tørre marker højt til vejrs - og sløret farverne i det blege, beige landskab, der nu blev gråt i gråt. 
Østenstorm er sjælden på disse kanter. Jeg har ikke oplevet noget så koldt, nogensinde, som netop idag! Selv om jeg til sammenligning har tilbragt vinteren i Lapland  med 40 minusgrader engang, føltes det ikke så koldt som idag oppe på Fyret.
Jeg vidste godt, det blev koldt. Men jeg måtte derop! Det blev voldsomt og en smule skræmmende. Og absolut fantastisk. 
Den smalle udgangsdør lige i vinden udgjorde på pudsig vis en slags luftlomme med læ, men en halv meter ud til siderne for denne helle og rundt om Fyret var der ingen, ingen nåde!  
Det virkede umuligt at modstå vindpresset, som om man sagtens kunne være lettet, hvis man var hoppet 10 centimeter opad. Det var umuligt at stå så fast, at man ikke blev presset hen langs siden på Fyret mod rækværket - og med en følelse af risiko for at blive løftet over kanten, blev fotos lige så rystede, som den hånd, der holdt kameraet. 
Imponerende var det. Og skingrende, svidende, isnende koldt...
Bagefter nede på jorden og alligevel højt over havet mærkedes det samme sug:  Vindpresset  hen mod afgrunden og ikke som ellers, bort fra kanten  og ind over land. Det virkede ikke som nogen specielt  god ide at gå derude, hvor stien følger kanten af klinterne - der, hvor udsigten er flottest mod syd og nord. Men jeg måtte ud og se bølgerne ovenfra. Se det udad frådende hav. Hvide, tværsgående streger, der blandede sig med utætte, luftige snebyger til et hvirvlende grønligt glasmaleri - skiftende som et kalejdoskop i rotation.

Idag er der ingen solnedgang, men jeg ved den er der, solen, derude mod vest over havet - et sted bag de dansende snebyger.


Kamete

                                                                                              Copyright









Wednesday, March 13, 2013

Vindharpedissonans






Med hjertet i kamp 
uden soldater 
kan knibtangsmanøvre også være en slags krig 
og nedslaget så dybt, 
at man forsvinder i det.



Som en utæt tønde hyler hjertets vindblæste melodi.
Skyklapper hjælper ikke på hjertehyl.


Vinden farer over himlen, hvor den kommer fra.
Følger vårharen på springtur over markerne 
og tuder gennem hullerne i sindet.

Håndholdt hjerterytme af al den larm
 længes efter stilhed.

Kamete

                                                                                                                  Copyright



Thursday, March 7, 2013

Mod regnbuestjernen


I morgen tager vi på en lang, lang rejse.
Frosten viger for tø. Solen er blevet stærkere og dagene længere.
I nat er sidste nat, hvor rimen vil pudre markerne og kulden danne skorpe på søerne.
I morgen vil solen vinde over frosten, og vi to vil efterlade vores hjerter og vores øjne tilbage i græsset på den tøende jord.

Når solen står på sit højeste, er vi smeltet og stiger til vejrs tilbage til himlen, hvor vi kommer fra.
Som hvide skyer eller tåge eller mosebryg vil vi drive afsted over markerne og søerne  mod fremmede lande eller ud over havet til de store oceaner. Men engang, når vinteren laver regnen tilbage til sne, ser man os atter.
Måske kommer vi tilbage hertil, måske lander vi et helt andet sted, som sagtens kunne være på Grønland, det meget hvide land, som nu er mere grønt, og hvor der findes hvide bjørne som dig og mig, som dog hverken er lavet af sne eller is!

Undervejs på denne fantastiske rejse vil du og jeg være sammen. For vi er i hinanden. 
Men eventyret, vil være dit helt eget... Deroppe skal du følge den mest strålende og klare stjerne, mens du leder efter regnbuen. Den skal du jage, mens du går på opdagelse i, hvem du er, og hvad du er i stand til at blive. 

For at elske  rejsen, må du være præcis dig selv undervejs. 
Den, der passer til de nye øjne og det nye hjerte, som vil ligge og vente på dig dit nye sted. 
Selv om man ikke skulle tro det, bærer du dem altid med dig - bare i en anden form som kærlighed og visdom. Den kærlighed og visdom, som er kommet ind gennem øjnene og hjertet, kan aldrig forsvinde.  Du som er en elskende, må elske.  Igen og igen. Du kan måske lukke af for kærligheden, men det gode vil ikke lade sig lukke ude. 

I tidløsheden, som snart omslutter os, skal du blot følge vindens strømninger. Følg med tågerne og de store skyer mens du leder efter det sted, hvor stjernen står højest over regnbuen, og du selv står midt under den. For så er du endelig, hvor du skal være, under din helt egen regnbuestjerne!  Det sted, min lille juvel, hvor din inderste kerne  lyser klarest og renest. Hvor du er allermest netop dig.





Snebjørnemor havde talt længe med sin bløde, melodiske stemme og denne gang var det, som om hun også talte til mig. Jeg havde sat mig på bænken ved siden af de to bjørne her i det dæmrende morgenlys. Øjnene og hjerterne strålede endnu, men som himlen blev mere gylden mod morgengryet, sås det mindre tydeligt.
Jeg frøs lidt i den bidende vind, der havde rejst sig fra øst.
De sidste mange dage havde været vindstille. Jeg tænkte på, at det var den sidste dag med mine to bjørne.  I hvert fald for denne vinter.
Så rejste jeg mig og gav dem begge to et kys på de runde snuder. Det sendte en bølge af varme gennem mine læber. Den varme kom fra øjnene. Det ene par gyldne og det andet par blå.
Det var som om vi nåede hinanden gennem hjerterne også.


Kamete

                                                                                                                                            Copyright









Monday, March 4, 2013

Skælverier


I dag slog lærken sin første trille.
og vinden spiller hinkesten
med en blå karamelpose
i marehalmen,
og jeg ved, at nu er vinteren forbi.
Solens lysvæld
og lærkens jublen
gør mig varm og modtagelig.
Den optøede jord
dufter af samme forventning,
som jeg har til dig og mig.
Min krop skælver
af forudanelser
og tilbageholdt længsel
af eventyr og mysterier, 
der med lyset er vakt til live
efter vinterens tungsind.

Jeg trækker vejret hurtigere,
mens min sjæl går i brunst -
som træets knopper
parat til at sprække
i grøn vægtløshed
og livsmod...




Kamete
                                                                                                                                    Copyright

Thursday, February 28, 2013

Snebjørnens unge








Foråret er i luften. Det ses på solens bue og høres på lærkerne. 
Gæssene og svanerne, der for natten samles på marker i nabolaget,  kløver himmelhvælvet i pilformede formationer på vej mod vådområderne indenfor diget, hvor de søger vågerne i isen, der endnu knuger. Jeg hører deres strubelyde lidt før de passerer mit vindue og har rejst mig til hilsen, da de flyver  forbi.

Men endnu i nat, da den næsten fulde måne sejlede hen over landskabets blåligthvide skygger,  bed frosten stygt, og stjernernes klarhed var større end alle andre nætter herude. Som om de ville sikre sig, at man vidste, at dennne nat var noget helt særligt.

Jeg stod der midt i min egen skygge med nakken tilbage og kiggede efter stjerneskud og snusede til den sagte lyd af havets dønninger, da en næsten uhørlig hvisken nåede mine ører gennem stilheden. Da jeg først lyttede rigtigt efter, hørte jeg tydeligt stemmen, men genkendte den ikke. 
Tryllebundet af Mælkevejens stjernetæppe kunne jeg næsten ikke løsrive mig, men måtte alligevel gå efter lyden. 

Jeg var blevet nysgerrig.

Så så jeg det helt forunderlige, som jeg endnu her til morgen ikke har fattet, hvordan kunne ske:
Der var ikke bare én snebjørn. Nu var de to. En stor og en lille. Og det lød, som om de  hviskede sammen.

Snebjørnen, som genem hele vinteren havde oplyst mørket med sine gule ravøjne og sit glødennde hjerte på vestsiden af mit hus, og som majestætisk ensom havde båret kærligheden med sig fra baggården i Rom til bakken på Vestlandets yderste kant, havde fået sig en unge!
En lillebjørn, lysende lige som sin mor, men helt sin egen. 
Derom kunne man slet ikke være i tvivl, for selv om dens øjne og hjerte utvivlsom også var af ædelt materiale, så strålede de med en helt anden glans og farve. Lyseblåt som af safirer, men kunne lige så godt være gjort af opaler eller blå diamanter. Måske, når den voksede sig større, ville man vide hvilke.

Her stod jeg så under stjernerne ved hjørnet af huset og lyttede til den store bjørns stemme, mens ungens spæde piben var  så utydelig, at et menneskes øre knapt kunne skelne den fra frostens sang. Pludselig flettede sangen fra altet sig sammen med bjørnemors nynnen, en sagte snurrende mumlen, en slags rumlen, der lidt efter lidt flød over i klare, sprøde toner. 
Den dejligste, beroligende vuggevise steg mod himlen her midt i natten. 
Lyden, der nu var stærk og klar, faldt  ind under klapperne på min skindhue og blev sætninger, der, trods det, at  de lød ret voksne i mine ører, så ud til at lulle ungen i søvn. Lyset i de lyseblå øjne forsvandt lidt efter lidt, men hjertet lyste endnu kraftigere.  

Jeg huskede nu, at snebjørneunger har visdommen i sig fra begyndelsen, ligesom de også bærer kærligheden med sig via fordampningens cyklus til skyerne og regnen og videre, videre, videre  ud i verden. Selv til de  varmeste lande.



Så tændtes din stjerne på himlens blå.
Den lyseste, klareste stjerne. 
Du fødtes til verden som barn af dig selv 
med ret til at ønske det fjerne. 
                                                                                                                                                                                         Hyld livet din gave.                                                 
Tag livet i favn. 
Vælg vejen, du ikke tør vove, 
og mægtige kræfter dig komme til gavn, 
når roligt, du tror, hvad de love.



Din svaghed og styrke går hånd i hånd. 
Din svaghed kan blive dit smykke. 
Det lille blir stort og det store er småt, 
                                                   når det, som du laver gir lykke.                                                      
Hyld livet, din gave. 
Brug livet til gavn. 
Vær dristig i alt, hvad du vove, 
og mægtige kræfter dig tage i favn, 
     når roligt, du tror, hvad de love.
                                                


Tillykke med livet, min lille juvel. 
Du fødtes med sejren til vugge. 
Lev livet på rejsen igen og igen 
                                                   så aldrig din lyst, den vil slukke.                                                    
Hyld livet, din gave. 
Tag andre i favn. 
Vælg vejen, som ingen tør vove, 
og mægtige kræfter jer falde til gavn, 
                                              når roligt du tror, hvad de love.                                                            
                                                                                                     


Jeg husker idag teksten, som blev den sunget direkte fra bladet, men lige nu hører jeg tyrkerduerne kurre.
De er to, der sidder sammen i havens højeste træ.
Endnu har jeg ikke set rådyr, men igår stødte jeg på tydelige spor i den frosne jord længst nede på marken.
Der var mange.

Kamete

                                                                                                                        Copyright

Friday, February 22, 2013

Ledestjerne



Livet 
er håbet 
under alt det svære.
Kærligheden 
er der allerede.

Tro 
er styrken  
som leder frem til sejren.

Tilliden til at vi er skabt til at leve kærligheden til sidst. 

At vi har den allerede, 
men blot skal lære at leve den.




Kamete

                                                                                                             Copyright

Thursday, February 14, 2013

Uhygge lighed

Et tilfældigt møde. Et menneske blandt tusinder andre. 
Et blik. Men jeg glemmer det aldrig.
Hvad var hans historie?




Hans øjne.

Som halvblankt 
dunkelt belyst marmor,
hvorunder små hvirvlende strømme
kvæler hinanden.

Et væld af vidtstrakte skovdamme,
hvori der sker drukneulykker.
Uigennemsigtighed
på en foruroligende måde.

Man ved kun
at de slikker op ad bagsiden,
alle disse pøle.
Man fornemmer intuitivt
deres brudte skygger.

Kamete

                                                                                                  Copyright